Vi moderne mennesker er storforbrugere af billeder, arkitektur og design. Vi er omgivet af dem fra morgen til aften. De har enorm betydning, kulturelt og økonomisk. Og de fylder også ganske godt op inden for juraen.
Nogle juridiske regler har til formål at beskytte billedkunstnere, designere og medievirksomheder m.fl. Det gælder bl.a. ophavsretten, markedsføringsretten og designretten. Andre regler beskytter folk mod at være genstand for andres billedkunstneriske udfoldelser. Det drejer sig bl.a. om persondataretten, markedsføringsretten, almindelige retsgrundsætninger og erstatningsansvarsloven. For bare at nævne toppen af det juridiske isbjerg.
Hvad betyder ophavs- og designretten for fotografer, designere, arkitekter og billedkunstnere?
Beskytter vi for meget eller for lidt? Eller lige tilpas?
Hvad laver Copydan BilledKunst?
Hvad er den persondataretlige forskel på ”portrætbilleder” og ”situationsbilleder”?
Og skal man overhovedet finde sig i at blive fotograferet?
Det, og mere til, blev behandlet på UBVAs 2013-symposium ”Jura, billedkunst, arkitektur og design”. Symposiet blev holdt i Københavns Universitetets festsal den 12. november 2013 i samarbejde med Københavns Universitet, Center for Informations- og Innovationsret.
Kopiering er på mode Når man er en del af en branche, hvor alle kopierer hinandens design og tendenser, så kan det være svært at påberåbe sig ophavsret. Det er et af grundvilkårene i modeverdenen, der derfor har sine egne normer for, hvornår det er i orden at stjæle fra hinanden.
En T-shirt, som er moderne i tre sæsoner, men beskyttet i ophavsmandens levetid plus 70 år af ophavsretsloven er grundlag for forundring. For så hurtigt som modebilledet ændrer sig, virker beskyttelsen uhensigtsmæssigt lang, og i branchen bliver der diskuteret alternative til beskyttelsen af modetøj.
Et uheldigt paradoks Tøj er først moderne, når andre følger trenden og kopierer designet, og det i sig selv bringer mode i et paradoks, når ophavsretten skal bekæmpe plagiater.
”Mode er per natur et flygtigt produkt, og det skaber en vis uoverensstemmelse mellem produkt og lovgivning, når det er omfattet af ophavsretsloven,” siger lektor, ph.d. Stina Teilmann-Lock, som mener, at modetøj i højere grad burde beskyttes efter markedsførings- og designloven.
Advokat Johan Løje mener også, at ophavsretsloven er mindre brugbar i beskyttelsen af modetøj. ”Der har været nogle enkelte sager om ophavsretskrænkelser, men de fylder meget lidt. Det bliver diskuteret meget i branchen, om ophavsretten er den rigtige måde at beskytte mode på. For mig er markedsføringsloven langt vigtigere, og også designloven i stigende grad,” siger han.
I de sager, der har været for Højesteret i Danmark, har der ikke været statueret ophavsret, og det skyldes ifølge Johan Løje, at der har været tale om relativt enkle designs, hvor ophavsretsloven ikke har været brugbar.
Ude før originalen Der er mange kreative designere i Danmark, men de har ikke samme logistiske kraftværk i ryggen som kopisterne, der får produceret kopierne hos store kinesiske tøjfabrikker. Det betyder, at kopier af deres designs rammer butikkerne før originalen.
”Fjorten dage, så har de varen hjemme i butikkerne, men de skaber intet nyt og tvinger dem, som skaber fantastisk nyt design, ud i konkurs,” siger advokat Johan Løje og pointerer, at det er den virkelighed, man må forholde sig til, når der skelnes mellem original og kopi i modebranchen.
For at tage til genmæle har de større modehuse begyndt en trend, hvor de finder inspiration til nye produkter i kopierne. Med udgangspunkt i de kopier, som kan findes på Londons gademarkeder, fik Versace rapperen M.I.A. til at designe en kollektion. ”Så kan kopisterne lave en kopi af kopien af kopien, sagde M.I.A. om kollektionen, og det er lidt af en mini-trend, som også har bredt sig til andre modehuse,” fortæller Stina Teilmann-Lock.
Intet at vinde – meget at tabe Det er sjældent, at sager om modekopiering kommer for retten. Hvis man skal nå at stoppe en kopiering af sit produkt, skal man både være meget hurtigt ude og føre en ekstremt effektiv sag. Ud over det er der ifølge Johan Løje også en anden meget afgørende forklaring på de manglende sager.
”Det er et stort problem, at det koster mange penge at køre disse sager, og i Danmark får man ikke dækket omkostningerne, selvom man vinder sagen,” siger Johan Løje. Han forklarer, at i dag taber rettighedshaverne simpelthen penge, hvis de går til en domstol.
Både i Sverige og Norge bliver sagsomkostningerne automatisk dækket, hvis man vinder en sag. ”Sådan burde det også være i Danmark, for så ville det give mening for rettighedshaverne at køre disse sager,” siger Johan Løje.
Tema 2: Design og kopiering
Kopier har gode vilkår på nettet Kopivarer flyder ind over Danmarks grænser gennem et smuthul i lovgivningen og nyder godt af internettets friheder. Retssystemet kan ikke håndtere problemet, politiet har ikke ressourcerne, og i stedet er forbrugerne overladt til selv at opretholde lov og orden på cyberspaces markedsplads.
Total forvirring og manglende hjælp Retten til videresalg forsvinder med produktets manglende ægthed, men det er langtfra alle, der køber et kopiprodukt, som er klar over, at når produktet har krydset grænsen til Danmark, så er det usælgeligt.
”Det kan være meget forvirrende for den digitale forbruger, at man på den ene side godt må købe produktet i England, men man må ikke sælge det videre i Danmark” siger Erik Lindevang Madsen, Corporate IPR Manager hos Louis Poulsen, og forklarer, at der ligger en stor opgave i at uddanne og oplyse forbrugeren om reglerne for handel med kopivarer.
Hjælpen er også svær at finde hos politiet, når salget af kopivarer på nettet skal stoppes. Anmeldelser ender i papirbunker, og i stedet er det brugerne og brugt-børserne selv, som må agere justitsenhed.
”Det er uheldigt, at man ikke kan hente mere hjælp hos politiet, men heldigvis er brugerne meget gode til at hjælpe hinanden med at undgå at blive snydt, og flere af siderne har indført muligheden for CPR-validering,” siger Maria Fredenslund, leder af RettighedsAlliancen.
CPR-valideringen er en blåstempling af sælger eller købers identitet, og den hjælper den digitale forbruger med at navigere sikkert i et ellers usikkert farvand. Brugerne er også meget aktive til at holde øje med og anmelde annoncer, hvor de har mistanke om en kopivare.
”Brugerne har selvfølgelig en interesse i at undgå at blive snydt, og på Gul og Gratis eller Den Blå Avis hjælper brugerne hinanden med at undgå at købe hælervarer eller kopivarer,” siger Maria Fredenslund. Hun fortæller, at rettighedshaverne har et stort ansvar for at hjælpe handelssiderne med at blive endnu bedre til at håndtere handlen med kopivarer.
Koglen kan koste dig livet Det kommer nok bag på de fleste, at kopilamper kan være livsfarlige, men virkeligheden er, at der ingen reel kvalitetskontrol er af kopierede lamper. Den manglende kontrol kan udgøre flere risici for køberen.
“Folk glemmer, at det er et strømførende produkt, de køber, og det er langt fra altid, at kvaliteten lever op til de standarder, forbrugeren er vant til,” siger Erik Lindevang Madsen fra Louis Poulsen. Han og forklarer, at han har besøgt kopifabrikkerne i Kina og set, hvordan de fusker med certifikaterne.
”Når man spørger dem, hvordan vi skal få dem importeret, viser de stolt en computer frem, hvor de har stakkevis af falske sikkerhedscertifikater, så du nemt får dem gennem diverse importinstanser,” siger Erik Lindevang Madsen og fortæller, at man hos Louis Poulsen altid foretager prøvekøb og får dem testet hos Sikkerhedsstyrelsen. Her er resultaterne ofte chokerende.
”2 ud af 3 lamper dumper testen og ville have fået salgsforbud, hvis de var blevet markedsført i Danmark. I sidste ende betyder det, der er stor risiko for, at lampen kortslutter og sætter ild til dit hus,” forklarer han om faren ved at have en kopilampe i hjemmet.
Efterlysning: Tidssvarende retssystem Det halter gevaldigt bagefter, når det danske politi og retssystem skal håndtere kriminalitet på internettet, og både forbrugere og rettighedshavere efterlyser en mere nutidig instans.
”Fremtiden er, at retssystemet skal blive bedre. Det halter altså bagefter. I Sverige har de en dedikeret IPR-enhed til at håndtere denne her form for kriminalitet, og der går det meget bedre med bekæmpelsen af den”,” siger RettighedsAlliancens leder Maria Fredenslund om forhåbningerne for fremtiden. At den svenske model er mere effektiv, oplever de også hos Louis Poulsen, som ser positivt på fremtiden for bekæmpelsen af salget med kopivarer.
”I Sverige har vi nogle sager kørende, og der er blandt andet rejst tiltale i to af dem. Det er positivt for os, for så kan vi se, at det bliver i hvert fald prøvet, og der begynder at ske noget på området – også herhjemme,” siger Erik Lindevang Madsen, Corporate IPR Manager hos Louis Poulsen.
Tema 3: Personbilleder
Forenkling udbedes Markedsførings-, straffe-, erstatningsansvars-, persondata-, medieansvars- og retsplejeloven. Alle har de deres bud på et juridisk grundlag for brugen af personbilleder. Men i en jungle af overlappende paragraffer og regler kan lovens smalle sti være svær at færdes på.
Man skal være mere end almindeligt godt juridisk begavet, hvis man som almen borger skal kunne finde hoved og hale i reglerne og lovene vedrørende personbilleder. Dagligt bliver der på verdensplan delt 55 millioner billeder på Instagram og 350 millioner på Facebook, og i bestræbelserne på at dele livet med omverdenen virker det usandsynligt, at en af de seks love ikke bliver overtrådt af en dansker i ny og næ.
Kaotisk lovgivning Der er som nævnt rigtig mange love på området, og de er ikke letforståelige. Straffeloven forbyder brug af billeder af personer, som ikke befinder sig på et frit tilgængeligt sted, men selvom man overholder straffeloven, så kan man komme i karambolage med andre love. I 2010 bragte Se & Hør et billede af en topløs højgravid kendis på en mennesketom strand, og selvom stranden er frit tilgængelig, endte Se & Hør alligevel med at være på kant med erstatningsansvarslovens § 26 om krænkelser af andres frihed, fred, ære eller person. Man må heller ikke bruge personbilleder i reklamer og lignende uden samtykke, da det strider med god markedsføringsskik og ”almindelige retsgrundsætninger”. Retsplejeloven forbyder offentliggørelse af fotografier fra et retsmøde uden samtykke. Upassende brug af fotografier i massemedier kan stride mod medieansvarsloven, der siger, at massemedierne skal handle i overensstemmelse med god presseskik. Hvis du bedriver borgerjournalistisk, og indholdet bliver citeret i et medie, er dit indhold pludselig også omfattet af medieansvarsloven. Herudover kan fotografering og brug af billeder stride mod persondataloven.
Men har almindelige mennesker nogen chance for at finde vej gennem lovjunglen? Ville det ikke være bedre at gøre rent bord og skrive reglerne i en samlet, klar lov?
”Vi har ikke nogen samlet regulering i dansk ret ud over enkelte bestemmelser, som er spredt rundt omkring i lovgivning. Reglerne om brug af billeder i reklamer o.l. må ligefrem udledes af ulovbestemte almindelige retsgrundsætninger”, siger Vibeke Borberg, adjunkt på Københavns Universitet,, Center for Informations- og Innovationsret. Hun tilføjer, at det selvfølgelig er svært for den almindelige borger at finde ud af, hvad der gælder, når reglerne må udledes af retspraksis. ”Man skal først finde en masse højesteretsdomme, så skal man udlede, hvad Højesteret mener om det, og det kan være vanskeligt,” siger Vibeke Borberg, der dog ikke tror, at en samlet lov om fotografering ville løse alt. ”Det kan være svært at skrive det hele ned i én lov, som dækker alle typeområderne. Man kunne jo også informere om retsgrundsætningerne. Det er en anden måde at løse problemet på,” siger hun og fortæller, at det svært at sige, om ændringer på området ville give et andet resultat i praksis.
Fortolkning skaber forvirring Fotografering kan også stride mod persondataloven. Den siger kort sagt, at man ikke må behandle data om andre uden samtykke, medmindre almene hensyn gør det berettiget. Loven betyder, at man i nogle tilfælde skal have samtykke, før man fotograferer folk. Juridisk set anses fotografering nemlig som behandling af personoplysninger. Men hvornår kræves der samtykke og hvornår gør der ikke? Ifølge Datatilsynet kræver ”portrætbilleder” samtykke, ”situationsbilleder” ikke, medmindre folk kan føle sig udstillet eller på anden måde generet af dem. Sondringen er ikke just tindrende klar for almindelige mennesker.
”Jeg har fotograferet en tigger på gågaden og en kondiløber i skoven. Er det portrætbilleder eller situationsbilleder?” Sådan lyder et spørgsmål på et forum for fotoentusiaster. De fleste på forummet mener, at fotoet sagtens kan offentliggøres, fordi det er et situationsbillede. Men er det nu også rigtigt? Svaret er ikke nødvendigvis ja, hvis man skal tro ph.d. og persondataspecialist Charlotte Bagger Tranberg. ”Et situationsbillede er modsvaret til et portrætbillede. Det er et billede med en masse mennesker, og selvfølgelig er nogle af dem identificerbare, men de beskyttes ikke ligeså hårdt som billeder, hvor der kun er en enkelt person på,” sagde hun på sit oplæg på årets symposium om personretten og personbilleder. Hun fortæller, at det tit kan være tvivlsomt, om et billede hører til i den ene eller anden kategori.
Så det er forståeligt, at der opstår forvirring for fritidsfotograferne. I Datatilsynets guide for billeder på internettet lyder beskrivelsen af situationsbilleder blandt andet sådan her: “Billeder, hvor en aktivitet eller en situation er det egentlige formål med billedet … Detafgørende kriterium er, at den afbildede ikke med rimelighed må kunne føle sig udstillet, udnyttet eller krænket” Er billedet af kondiløberen så et portræt- eller situationsbillede? Det må domstolene afgøre, for der kan være ukendte omstændigheder, som bringer billedet i strid med loven – for eksempel kan det tænkes, at løberen burde have været på arbejde i stedet for på løbetur i skoven på tidspunktet for fotoet.
Borgerjournalistikken udfordrer loven Internettet tilbyder en lang række af muligheder for at ytre sig, blandt andet i form af blogs, Facebook, Twitter, Instagram osv, og det udfordrer lovgivningen på området. Persondataloven kommer i spil, når et billede uploades, for det betragtes nemlig som behandling af en personoplysning.
”Når man offentliggør et foto gælder persondataloven, og det er der mange mennesker, som glemmer,” siger persondataspecialist Charlotte Bagger Tranberg. Hun tilføjer, og at enhver form for information af en identificeret eller identificerbar fysisk person betragtes som en personoplysning. Men der er som regel undtagelser til regler, og det er også tilfældet her. For hvis man agerer i journalistisk øjemed, er man ikke omfattet af persondataloven.
Men hvad betyder journalistisk øjemed? Ifølge Charlotte Bagger Tranberg har man i EU fortolket begrebet journalistisk øjemed meget vidtgående. Men samtidig har man tilføjet, at det kun er databehandling, der er strengt nødvendig kun for det journalistiske formål, der falder uden for persondataloven. Og hvornår er det kriterium så opfyldt?
”Man kommer simpelthen ikke uden om, at reglerne er enestående svære at forstå for almindelige mennesker”, siger UBVAs formand, juraprofessor Morten Rosenmeier, Center for Informations- og Innovationsret. ”Hvor skulle de vide fra, at fotografering af personer i private situationer udløser godtgørelse efter erstatningsansvarsloven? Og hvordan skal de regne ud, at kommerciel brug af billeder er i strid med almindelige retsgrundsætninger?”, spørger han. ”Den værste lov er dog efter min mening persondataloven. Den befinder sig på et helt ekstremt abstrakt niveau, som gør den helt utroligt svær at arbejde med. Bare tag Datatilsynets vejledning om brug af billeder på internettet. Her får vi at vide,”portrætbilleder” kræver samtykke, at ”situationsbilleder” derimod ikke gør, men at der dog er nogle gange, hvor de gør alligevel. Hvordan skal folk hitte ud af det?”, spørger Rosenmeier.
Indtil der er én klar entydig lov, som er letforståelig for befolkningen, er det en god tommelfingerregel altid at bede om samtykke, når man vil offentliggøre et billede. For når først billedet er på internettet, så går der ikke lang tid, før den amerikanske tjeneste Archive.org sørger for at lagre det for tid og evighed
Tema 4: Arkitektur og ophavsretten
Udfordringer på tegnebrættet Ophavsretten er vigtig for arkitektstanden, men samtidig skal der være mulighed for at blive inspireret af andres værker. Det stiller krav til arkitekterne. For hvornår er noget et plagiat, og hvordan sikrer man sig, at man får betaling for sit arbejde?
Man skal have hinkestensbrillerne på, hvis man skal få øje på grænsen mellem plagiat og original i arkitektur. Der er rigeligt med eksempler på store bygningsværker, som har en slående lighed med hinanden, men der er meget få plagiatsager, som kommer for retten.
Utydelige grænser En klar definering af grænserne mellem trend og plagiat, efterligning og inspiration eller hyldest og kopi udfordrer hele tiden arkitektstanden, og i sommeren 2013 haglede beskyldningerne om plagiat ned over den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels.
Til sit forsvar sagde Bjarke Ingels: ”Sagen ved ideer – i kunst såvel som videnskab – er, at ideer ofte opstår som reaktion på strømninger i tiden eller stedet” Han tilføjede, at hans grundfilosofi bygger på at studere arkitektur.
Ph.d. og lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole Thomas Bo Jensen gav også sit syn på anklagerne og problemerne med grænsen for plagiat i et debatindlæg på Politiken.dk i juni 2013:
”Beskyldningerne om plagiat er efter min opfattelse helt forfejlet – det ville svare til at klandre arkitekter for at bygge huse i røde mursten, alene fordi andre har gjort det før,”
Skab noget nyt Henvendelser til arkitekter kommer ofte i følgeskab med en lang række ideer til, hvad der skal laves, og hvordan det skal se ud. Efterfølgende er det så arkitektens fornemste opgave at forstå behov og ønsker, tilsætte sin faglige kompetence og så udvikle noget unikt.
”Det er jo et kreativt erhverv, og det at udvikle eller skabe noget nyt er faktisk et adelsmærke,” siger konsulent i Dansk Arkitektforbund Ebbe Joensen, men tidsånden er også afgørende for arkitekturen.
”Skalaløse, ikonografiske designobjekter, der på et splitsekund indprenter sig på nethinden,” sådan beskrev Thomas Bo Jensen fra Kunstakademiets Arkitektskole den nutidsmindede arkitekturstrømning, som han mener præger branchen i disse år. Han kritiserer strømningen for at mangle klistret, som skal binde bygningerne sammen med deres omverden og de mennesker, som skal leve med dem i generationer.
Vigtigheden af ikke kun at blive grebet af strømningerne og det at kunne tænke ud af boksen er essentiel for arkitekturen og kulturens udvikling.
”Hvis vi bare kopierer, så går vi glip af udviklingen og bliver sat tilbage i tid,” siger arkitekt og medlem UBVA Gregers Gregersen om originaltetens betydning for fremtidens bybillede.
Få kontrakten på plads Når arkitektens kreativitet har udmøntet sig i et originalt projekt på papir, så skal alle betingelserne for benyttelsen af tegningerne skrives ned i en kontrakt. For det er ikke altid nok bare at have ophavsretsloven på sin side.
”Uden en kontrakt, så har man et problem med at få sine rettigheder gjort gældende og med at bevise dem. Loven kan ikke stå alene, så kontrakten er faktisk lige så vigtig som loven,” siger Ebbe Joensen, konsulent i Dansk Arkitektforbund, om vigtigheden af en kontrakt, hvis man vil beskytte sit værk mod kommerciel udnyttelse.
Men kontrakten er også til for hjælpe kunderne med at vide, hvad det er, de må bruge arkitektens tegninger til, for det er netop den kommercielle udnyttelse af et projekt, som ofte er kernen i sager om ophavsretskrænkelser.
” Det er ganske få sager, hvor der er tale om et decideret plagiat. I de fleste sager, vi ser, har en bygherre fået tegnet noget og så fået en anden til at færdiggøre projektet,” siger Gregers Gregersen, arkitekt og medlem af UBVA , om plagiatsager inden for arkitekturen.