Symposium 2012
De ophavsretlige organisationer
De, der står sammen, står stærkest. Mange ophavsmænd og andre rettighedshavere slutter sig derfor sammen i organisationer, der hjælper dem med at håndtere deres ophavsrettigheder. Som nogle eksempler kan nævnes Koda, Gramex, Copydan, Dansk Forfatterforening, Dansk Journalistforbund, Foreningen af Danske Sceneinstruktører, Dansk Artist Forbund og Forlæggerforeningen. Og de er kun toppen af isbjerget.
De ophavsretlige organisationer gør rettighederne mere værd for ophavsmændene. Og organisationerne er også vigtige for brugerne. Blandt andet gør organisationerne det lettere for brugerne at være lovlige. Hvis de kan få en aftale med en organisation, behøver de nemlig ikke kontakte alle ophavsmændene enkeltvis.
Arbejdet i de ophavsretlige organisationer rejser en række juridiske, politiske og økonomiske spørgsmål:
Hvor mange penge går der egentlig gennem organisationerne?
Hvor godt synes ophavsmændene, at organisationerne arbejder for dem?
Hvordan ligger det med organisationerne og konkurrenceretten?
Hvordan skal organisationerne håndtere det, når de kommer i EU’s søgelys?
Og hvordan oplever brugerne kontakten med organisationerne?
Er det let nok at få en aftale med dem?
Eller kan noget gøres bedre?
Det, og mere til, blev behandlet på UBVAs 2012-symposium ”De ophavsretlige organisationer”. Symposiet blev holdt i Københavns Universitetets festsal den 8. november 2012 i samarbejde med Det Juridiske Fakultet ved KU, Center for Informations- og Innovationsret.
Du kan se eller gense de enkelte oplæg her:
Tema 1: EU og ophavsretten
EU kan smadre den danske model
Europa-kommissionen har forsøgt at imødekomme den digitale udvikling med et direktivforslag, der kan gøre indhold tilgængeligt i hele EU og skabe et ”digitalt indre marked”. Men modtagelsen af det nye forlag er – mildt sagt – skeptisk.
”Det er forvaltningsorganisationers ansvar at forklare de her ting til de instanser, der skal træffe afgørelsen. Men man må også sige helt klart, at ansvaret for at undgå at vi får smadret aftalelicensen, det ligger hos de enkelte politikere”
Peter Schønning
”Man risikerer at smadre aftalelicensen.”
Så hård er advokat Peter Schønnings dom over det nye direktivforslag om kollektiv forvaltning fra Europa-kommissionen.
Hensigten med direktivet er at skabe grundlag for en kollektiv forvaltning af ophavsretten i hele EU – både i forhold til rettighedshavere og brugere. Målet er at imødekomme et voksende behov for multiterritoriale licenser, at skabe større gennemsigtighed i forhold til aftalerne – og at åbne op for en større konkurrence på forvaltningsområdet.
”Tanken har været at få de dårligt drevne organisationer til at stramme op, blive bedre – eller i værste fald forsvinde, sådan at man undgår monopoler og ineffektivitet”, som Thomas Riis, professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, forklarer det.
Peter Schønning har stor forståelse for kommissionens vision med direktivet. Men han mener ikke, at man opnår det, man ønsker, i direktivets nuværende form: “Hvis meningen er at gøre det lettere for ophavsmændene og bedre for brugerne, så er det i hvert fald ikke det, der er resultatet”.
Ifølge Peter Schønning er det graden af detailregulering, som vil være direkte ødelæggende for den måde, man hidtil har forvaltet rettigheder på i Danmark, med aftalelicensen. Det nye direktiv er nemlig uforeneligt med aftalelicensen i dets nuværende form.
Og det er ikke kun Peter Schønning, der er bekymret over den udvikling. Problemerne i forhold til den danske model med aftalelicensen har også skabt panderynken hos begge de grupper, som direktivet ellers prøver at tilgodese: ”Både rettighedshavere og brugere er meget bekymrede og er derfor gået sammen for at sige til politikerne, at vi skal passe på, vi ikke ødelægger allerede velfungerende systemer”, fortæller Peter Schønning.
Den aftalelicens vi bruger i Danmark, og som flere af vores andre nordiske kollegaer også benytter, giver i dag en meget enkel og ubureaukratisk adgang til ophavsretsbeskyttet materiale. Med det nye forslag ønsker man en sådan transparens, at det i praksis betyder, at hvert stykke musik, artikel etc. skal registreres ned til mindste detalje, så brugeren kan se, hvad det er for værker, man giver licens til at bruge. Det er ifølge Peter Schønning en overbureaukratisering, som i praksis gør det svært at være lovlig for f.eks. skoler og virksomheder, der ønsker at kopiere aviser etc. eller for frisøren, der spiller musik fra radioen, i sin salon:
”Vil frisøren helst have aftaler med mange forskellige forvaltningsorganisationer, der konkurrerer om prisen på aftalerne – eller vil hun lave én aftale, der tager hensyn til det hele?”.
Peter Schønning er ikke i tvivl: “Jeg har et indtryk af, at Europa-kommissionen ensidigt går efter harmonisering og ensretning på bekostning af funktionalitet. Og jeg har en fornemmelse af, at man ønsker konkurrence for konkurrencens skyld – at man ikke tager hensyn til hvordan det foregår i praksis”.
Og selvom professor Thomas Riis måske i højere grad anerkender kommissionens motivation for direktivforslaget, ser også han flere væsentlige faldgruber:
”Den negative følge, hvis dette forslag bliver vedtaget, er, at der vil ske en fragmentering af repertoiret. Nogle rettighedshavere vil trække deres rettigheder ud og licensere indholdet selv, og man risikerer også, at nicherepertoiret bliver bortvalgt af de store tjenesteydere på markedet. Så det kan godt være, man kun skal henvende sig ét sted for at få tilladelse til grænseoverskridende værksudnyttelse, men til gengæld har man ikke det fulde repertoire”.
Tema 2: Rettighedsalliancen
Fra pirat til bruger
Engang hed de ”Antipiratgruppen” og gik benhårdt efter pirater på internettet. I dag er navnet Rettighedsalliancen, ”pirat” er skiftet ud med det mere neutrale ”bruger” – og leder Maria Fredenslund gør det klart, at vejen frem er oplysning.
”Vi har et skarpt skel mellem brugere og bagmænd”.
Sådan starter Maria Fredenslund, leder af Rettighedsalliancen, sit indlæg på årets UBVA-symposium og forsætter: ”Brugerne er kunder og bliver behandlet som kunder med vejledning og oplysningsindsatser. Bagmændene er organiserede, og dem behandler vi med retsforfølgelse og den slags”.
Med denne skelnen sætter Rettighedsalliancen én gang for alle en stopper for forestillingen om, at skurken i forhold til den store internetkriminalitet er den bumsede teenager med pizzabakken, der downloader musik fra nettet. Den forestilling hører fortiden til, og det er der en god grund til, hvis man spørger Mikala Poulsen, kommunikationschef hos Rettighedsalliancen: ”Downloading er ikke bare lovligt eller ulovligt. Streaming er ikke bare lovligt eller ulovligt. Så den navigation er meget svær at gennemskue. Man kan ikke gå efter brugeren med samme enkle tilgang, som man kunne før.”
Maria Fredenslund: ”Langt de fleste ved f.eks. ikke at Grooveshark er en ulovlig musikstreaming-tjeneste, altså en tjeneste, hvor pengene ikke går tilbage til kunstnerne og rettighedshaverne, men havner i lommerne på de bagmænd, der står bag de her tjenester.”
I dag findes en lang række lovlige digitale tjenester – ligesom der stadig findes en lang række ulovlige. Og et af de store problemer med ulovlig aktivitet på nettet er, at de unge simpelthen ikke kan kende forskel: “Man kan ikke længere sætte lighedstegn mellem gratis og ulovlig – men man kan heller ikke være sikker på, når man betaler penge for nogle produkter, som f.eks. Grooveshark, at det så er lovligt”, siger Maria Fredenslund.
Vejen frem er oplysning af de unge brugere. Ifølge en række fokusinterview af unge brugere foretaget af Rettighedsalliancen og UBVA vil de unge brugere nemlig gerne guides. Og det er en glædelig overraskelse for Maria Fredenslund: ”De kan godt lide ærlighed og gennemskuelighed og vil gerne lære at kende forskel på kim.com og Netflix”.
Det er de nye teknologier, nye platforme og nye forretningsmodeller, der kan gøre det svært for brugerne at kende forskel på de lovlige og ulovlige tjenester på nettet. På den anden side ved man også hos Rettighedsalliancen, hvad de unge vil have: Det er det allersidste nye samlet på ét sted – gratis.
Det kan det være svært for de lovlige tjenester at leve op til. Derfor er vejen mod mindre internetkriminalitet også en kombination af forskellige indsatsområder. Og Maria Fredenslund lagde på årets symposium ikke skjul på, at det er et ansvar, som hele branchen må være fælles om at dele:
”Værktøjerne til at komme det her til livs er selvfølgelig at lave en masse fede lovlige tjenester – og det er branchen også godt i gang med. Og så er det at have mulighed for at kunne håndhæve sin ret over for bagmændene. Og så i øvrigt en massiv oplysningsindsats over for brugerne så de forstår og ved, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem at bruge de lovlige tjenester og de ulovlige”.
Tema 3: Dansk Selvskab for Ophavsret
Dinosaur eller dynamo?
1954 var året, hvor den første transistorradio kom i handlen, og hvor det første farvefjernsyn blev sat i produktion. Det var også året, hvor Dansk Selskab for Ophavsret blev stiftet. Men er selskabet en dinosaur i en ny verden – eller en dynamo i en tid, hvor ophavsretten aldrig har været mere relevant?
Asger Thylstrup: ”Det karakteriserede DSFO, at man mødtes også socialt og skabte venskaber. Og det synes jeg også er utroligt vigtigt for hele området, venskaberne mellem ophavsmændene, som jo er festlige og sjove typer – og juristerne, som kan være noget kedelige, sådan at det hele ikke stivner i bureaukrati og hårdhændet administration.”
Dansk Selskab for Ophavsret blev stiftet af en kreds af interesserede organisationer på ophavsrettens område. Formålet var, som tidligere sekretær i selskabet advokat Asger Thylstrup forklarer i sit oplæg om selskabets historie, ”at udbrede kendskabet til ophavsretten og bidrage til retsområdet”. Et formål der dengang ikke var mange andre, der beskæftigede sig med, og selskabet fik derfor stor betydning for ophavsretten – både praktisk og lovmæssigt. Som Asger Thylstrup forklarer: ”Møderne gav ophavsmænd og brugere mulighed at komme i dialog med embedsmændene, sådan at når man forberedte lovgivningsarbejdet, havde man et input direkte fra ophavsmændene og brugerne”.
Der er sket meget siden 1954. I dag er området kendetegnet af ikke bare små, men også flere store og magtfulde organisationer. Og det er ifølge professor og sekretær i Dansk Selskab for Ophavsret Jørgen Blomqvist netop på grund af den udvikling, at selskabet stadig er en vigtig brik i den fortsatte diskussion om ophavsretten og dens praktiske anvendelse:
”Vi samler alle de små interesseorganisationer, vi samler alle de store interesseorganisationer, vi samler producentorganisationerne, og vi samler brugerne. Vi samler simpelthen alle, som er interesserede i ophavsret. Selskabet har den enormt vigtige funktion, at det er et sted, hvor man kan komme med sine synspunkter, og man kan prøve kræfter med argumenterne.”
Da selskabet blev stiftet i 1954, var det også med tydelig inspiration fra Norge og Sverige, hvor lignende institutioner havde eksisteret i noget tid. I vore nabolande havde disse institutioner udfyldt et behov for at drøfte og behandle ophavsretlige problemer, og behovet var tydeligt at se i Danmark også. Som der står i paragraf 1 i vedtægterne, er formålet: “…at fremme interessen for og kendskabet til ophavsretlige og dermed beslægtede spørgsmål og bidrage til dette retsområdes udvikling.”
Ophavsretslovens praktiske anvendelse er ikke blevet lettere at håndtere siden stiftelsen af selskabet i 1954. Og derfor er behovet for fortsat at ”fremme interessen og bidrage til retsområdets udvikling” ikke mindre i dag, mener Jørgen Blomqvist:
”Medlemmerne af selskabet er ikke altid enige om, hvordan ophavsretten skal være skruet sammen. Den skal være en faktor i samfundet, men nogle medlemmer vil have en meget stærk beskyttelse, mens andre vil have en lidt svagere beskyttelse. Det gælder nok bl.a. nogle af de medlemmer, der har tilknytning til bibliotekssektoren.”
Opslutningen omkring selskabet peger da også i retning af et behov for denne fortsatte drøftelse – uafhængigt af baggrund. Dansk Selskab for Ophavsret har i dag medlemmer fra mange brancher og også fra Kulturministeriet. Og selvom selskabet ikke er et politisk selskab, er det netop det, der er styrken: at medlemmerne med deres forskellige baggrund kan mødes og diskutere emner, der kan komme til at påvirke ophavsrettens praktiske fortolkning.
Céleste Reumert Refn
Kunstnerernes Retshjælp
Tema 4: Nye forretningsmodeller
Ud med Karnov – ind med kunden
For forvaltningsorganisationer som Gramex og KODA er det ikke længere nok at have tjek på paragrafferne. For at tjene penge til medlemmerne må der tænkes i nye forretningsmodeller, der kan tilgodese brugerens behov og tillade et stadigt voksende antal online-musiktjenester.
”Brugeren er præmissen”.
Sådan åbnede KODA’s juridiske og internationale chef Jacob Hüttel sit indlæg på årets UBVA-symposium. Ifølge Jacob Hüttel er vejen frem, hvis man skal undgå ulovlig downloading af musik, at se på brugerens behov – og imødekomme de behov med en forretningsmodel, der ikke gør det interessant at piratkopiere. Ligningen er enkel, ifølge Jacob Hüttel: ”Lav musikinteresse + lav betalingsvillighed = piratkopiering.”
”I fremtiden er det kun dem med lav betalingsvillighed og lav musikinteresser, der stadig gider at bruge pirattjenester. Fordi der vil være nogen lovlige alternativer, som gør, at du kan få den musik, du ønsker, der både matcher din betalingsvillighed og dine ønsker til den måde, du vil have musik på”
Jacob Hüttel
John Kristensen, direktør for Gramex, er helt enig: ”Vi har trukket Karnov lidt tilbage og så har vi sat forretningsmodeller og kunden i førersædet”. På den måde har den digitale virkelighed ændret den måde forvaltningsorganisationerne arbejder på. Eller som John Kristensen udtrykker det: ”Ophavsretten er for vigtig til at overlade til jurister – der skal også nogle økonomer ind”.
Konklusionen for både KODA og Gramex er, at der er brug for lovlige alternativer, der tilfredsstiller den enkelte brugers behov. Både dem, der har en høj musikinteresse og en høj betalingsvillighed, dem der er i den modsatte ende af registret – og alle dem indimellem. Det kræver et stort og differentieret udbud af musiktjenester. Et udbud der til dels allerede eksisterer i form af bl.a. Spotify, WIMP og TDC Play, men som Jacob Hüttel håber bliver endnu bredere og bedre i fremtiden.
De nye forretningsmodeller stiller dog også krav til de aftaler, forvaltningsorganisationerne laver for deres medlemmer. Og selvom det giver mening, at hvis brugeren ikke får det han eller hun vil have, så får rettighedshaverne det heller ikke, så er det en løbende udfordring for organisationer som KODA og Gramex at lave nogle aftaler med de nye tjenester, der også gør rettighedshaverne tilfredse. Eller som Jacob Hüttel udtrykker det: ”Når vi ikke licenserer en tjeneste, så er det ikke udelukkende ond vilje, men fordi vi vil rettighedshavernes bedste.”
”Det er ikke bare brugernes behov, der er forskellige – det er rettighedshavernes også”, forklarer Jacob Hüttel. Der er både meget etablerede rettighedshavere, der er upcoming rettighedshavere – og der er alle dem derimellem. Den eneste fællesnævner for dem er, at de gerne vil tjene mest muligt på deres kunst.
Hvis man ser overordnet på de nye tjenester, så genererer de penge som aldrig før, siger Jacob Hüttel og John Kristensen samstemmigt. Problemet er bare, at den enkelte rettighedshaver ikke nødvendigvis tjener mere af den grund. Det skyldes blandt andet den måde, pengene bliver forvaltet på, nemlig i RPS – eller Royalties per Stream – som giver kunstnerne et (lille) beløb, hver gang nummeret bliver streamet. Og det beløb er selvsagt noget mindre, end det kunstneren er vant til at få for CD-salg. På den måde skal den enkelte kunstner, eller rettighedshaver, gerne have sin musik ud på flere forskellige platforme for at opnå den sum penge vedkommende ville tjene ved salget af en enkelt CD.
Samtidig åbner de nye tjenester op for en lang række mindre etablerede kunstnere i forhold til tidligere. Det giver på den ene side et bredere udbud for brugeren, det genererer flere penge samlet set – og det er et mere demokratisk system i forhold til nye kunstnere. Men der er ikke nødvendigvis flere penge i det for den enkelte kunstner. Det gælder dog stadig om at se det store billede som rettighedshaver, mener John Kristensen: ”Der må man samlet set sige, at hvis jeg stadig får mine 100 kroner men så bare ud i 10 brevsprækker i stedet for 1 – så er det stadigvæk en god idé”.
Udfordringerne stiller store krav til forvaltningsorganisationer som KODA og Gramex. Både i forhold til at tilfredsstille brugernes tørst efter de bedste og billigste tjenester og i forhold til at finde de modeller, som kan tilfredsstille de medlemmer, der forsyner de nye tjenester. Vejen frem er klar for Jacob Hüttel: ”Det der gerne skal dominere, er de modeller, som genererer flest penge til rettighedshaverne.”
Galleri
