Symposier 2007 og 2008
Plagiat
Plagiatsager er tit frygtelige og traumatiske for dem, der er involveret i dem.
Forskere, der plagierer, kan få deres karriere ødelagt.
Universitetsstuderende, der plagierer, risikerer at blive smidt ud fra universitetet.
Og en kendt forfatter, der plagierer, risikerer at blive dyppet i tjære og rullet i fjer i medierne.
Plagiatsager rejser en række juridiske og etiske spørgsmål.
- Hvor går grænsen mellem ulovligt plagiat og lovlig inspiration?
- Hvorfor plagierer man?
- Hvad sker der, hvis man plagierer?
- Hvad siger lovgivningen om plagiater?
- Og hvordan håndterer vi plagiatsager bedst muligt?
Det, og mere til, blev behandlet på UBVAs symposier i 2007 og 2008.
Du kan se symposierne som web-tv her på siden sammen med artikler og interviews om plagiat.
God fornøjelse.
Du kan se eller gense de enkelte oplæg her:
Symposium 2007
Symposium 2008
Tema 1: Hvorfor plagierer man?
Forskellen på dit og mit
Bevæggrundene til at plagiere kan være mange. Mangel på viden, dovenskab og tidnød er blot nogle af de grunde, som kan ligge bag et plagiat. Men der er flere end dem.
Listen over grunde til at begå et plagiat er meget lang. Man kan ikke sætte en finger på bare et enkelt sted og sige; Det er her, det er gået galt. Uvidenhed, mental uligevægt, sjusk og tidspres er bare nogle af de årsager, som kan ligge bag et plagiat.
”Jeg vidste ikke, at jeg gjorde noget forkert.” Sådan lyder forklaringen, som mange bruger, når de bliver stillet til ansvar for deres plagiat. De ved simpelthen ikke, hvad der er ”alment kendt” og må bruges uden reference.
Så er der også historien om den dovne studerende, som ”ikke kom i gang med sin opgave i tide”, og den studerende, som ”ikke kunne formulere det bedre end originalkilden”.
Men listen er endnu længere, når man ser på de bagvedliggende motiver for et plagiat. ”Det er sjovt at snyde” lyder det fra en studerende i en amerikansk undersøgelse af grundene for plagiat. Her er der dog mest tale om plagiering på gymnasialt niveau ifølge Morten Rosenmeier, formand for UBVA, som giver endnu et eksempel på et svar i undersøgelsen. ”Jeg kunne ikke lide min lærer”.
Udover overstående kan sjusk også ligge grund for plagiat. ”Der er mange plagiatorer, der gør, hvad de gør, fordi de simpelthen har rod i papirerne,” fortæller Morten Rosenmeier.
I forskningsverdenen kan publiceringspresset være en grund til at plagiere. På universiteterne afhænger bevillingerne nemlig blandt andet af mængden, som publiceres af forskerne.
”Det er ’publish or perish’, som man siger. Fra universitets side forventer man, at forskerne producerer et vist antal artikler om året. Det kan være svært at nå og i visse tilfælde betyde, at nogle forskere kommer til at tage sig friheder over for andres tekster, i et desperat forsøg på at puste publikationslisten op,” forklarer Morten Rosenmeier.
De nævnte grunde kan virke åbenlyse for mange. Men skal man tro de mennesker, som har med plagiatsager at gøre, så er der en grund til, som ikke har været særlig belyst. Nogle plagiatorer gør, hvad de gør, fordi de har psykiske problemer og har svært ved at kende forskel på dit og mit.
Emnet blev behandlet af Lotte Rienecker, cand. psych. og centerleder ved Akademisk Skrivecenter, KU, på UBVAs plagiatsymposium 2008, under overskriften ”Er plagiator bad or mad?”. Hun prøvede her at give et indblik i, hvad der foregår i hovedet på nogle plagiatorer.
”Det er aldrig gået op for mig, hvor langt væk fra originalen man skulle være”, citerer Lotte Rienecker en plagiator for at sige. Men hvorfor er det så svært at forstå, hvor grænsen går? Svaret kan være en psykisk lidelse. ”Svækkede grænser mellem eget og andres, idealisering og misundelse, psykisk energimangel og et svagt jeg” fortæller Lotte Rienecker om hyppigt forekommende karakteristika ved psykiske lidelser.
Ifølge Psykiatrifonden lider op imod en halv million danskere af en eller anden form for psykisk lidelse – men tilsyneladende er det akademiske miljø ganske støvsuget for mennesker med mentale problemer. Den påstand køber Lotte Rienecker ikke. ”Det er en af de fiktioner, vi har i den akademiske verden. Vi tror, alle mennesker er knivskarpe på grænserne mellem eget og andres”, siger Lotte Rienecker. Hun er ikke alene med sin opfattelse af, at der også er psykisk faktor at tage højde for.
For også i UBVA har der været flere sager om psykisk syge plagiatorer, forklarer Morten Rosenmeier. ”I min tid vil jeg mene, at vi har set mindst 3 meget alvorlige plagiatsager, der skyldtes, at plagiator var mentalt uligevægtig. Fælles for sagerne er, at en forsker pludselig begår et helt oplagt, særdeles groft plagiat. Når man konfronterer plagiator med det, udløser det en reaktion, der viser, at vedkommende er totalt ude af kontakt med virkeligheden. Jeg er ikke tvivl om, at mange af de sager kan forklares med, at plagiator er mentalt ude i tovene og i nogle tilfælde muligvis direkte sindssyg. Det er virkeligheden ret uhyggeligt,” siger Morten Rosenmeier.
Men hvad skal man så stille op med plagiatorerne? Et større indblik i arbejdsprocessen bliver foreslået til at sikre, at folk ikke sidder alene med deres arbejde og derefter afleverer et produkt, som er plagiat. Men der kunne også kigges på de sanktionsmuligheder, som man har til rådighed i behandlingen af en plagiatsag. ”Vi skal overveje om de sanktioner, vi har til rådighed, er for hårde i forhold til det miljø, som de bruges i,” siger Lotte Rienecker. For Morten Rosenmeier er bevidstgørelse og oplysning den bedste kur mod plagiatsagerne. ”Vi har holdt to symposier om plagiat i håb om, at vi dermed er med til at bevidstgøre om, at der er noget der hedder plagiat, og at det kan få alvorlige konsekvenser,” forklarer han. Han tilføjer, at ”Når det handler om plagiat begået af universitetsstuderende, findes der en fin side, der hedder stopplagiat.nu. Her kan de studerende lære mere om, hvad et plagiat er, og hvordan man undgår det.” Selvom det er universiterne selv, der står bag siden, gør de desværre ikke rigtig noget for at fortælle, at den findes. Den er derfor en velbevaret hemmelighed blandt universitetsansatte og studerende. ”Det skal vi se at få gjort noget ved,” siger Morten Rosenmeier.
Tema 2: Hvad sker der, når man plagierer?
Fælden klapper hårdt for plagiat
Der bliver ikke taget let på plagiat. Moralsk fordømmelse i offentligheden er den mildeste straf. Som studerende kan man risikere at blive bortvist fra sit studie, og for en forsker kan et plagiat betyde, at karrieren er forbi.
I den akademiske verden er plagiat ikke en mindre forseelse. Der er ikke blot tale om en løftet pegefinger og en kammeratlig samtale. Plagiat bliver anset for at være særdeles uetisk, og konsekvenserne af det kan være alvorlige og omfattende.
Moralsk fordømmelse ser ud til at være den mindste bekymring, hvis man har begået et plagiat. Med et plagiat er det næsten som at trække stikket på sin egen karriere. Og så kan det også blive en kostelig affære for pengepungen.
Livet som student kan være forbi En plagierende studerende kan se frem til betydelige repressalier, uanset omfanget af plagiatet. I tilfælde af mindre plagiater vil den studerende blive indkaldt til en samtale, hvor der gives en advarsel. Den studerende kan så se frem til, at der måske vil blive holdt et ekstra vågent øje med vedkommende i resten af studietiden. Hvis et eksamensarbejde er plagieret, vil det blive afvist, og det vil tvinge den studerende ud i at skulle tilbringe endnu længere tid på studiet end først forventet. Værst ser det dog ud for den studerende, hvis der er tale om et groft plagiat. ”Hvis plagiatet vurderes til at være af alvorligere karakter, kan den studerende blive bortvist fra studiet – i visse tilfælde permanent,” fortæller lektor, ph.d. Clement Salung Petersen, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Det var netop udelukkelse af studiet, som var tilfældet for den studerende, som Lotte Rienecker, cand. psych., Københavns Universitet, fortæller om på 2008 symposiet i sit oplæg under titlen ”Hvorfor plagierer man?”.
En forskers død Konsekvenserne af et plagiat for en studerende virker omfattende, men er man forsker og plagierer, klapper fælden endnu hårdere. ”I forskningens verden skal man efterleve normerne for god videnskabelig praksis. Et plagiat anses for at være en grov overtrædelse af disse normer, og har en forsker bevidst plagieret andres arbejde, bliver dette betragtet som værende i strid med god videnskabelig skik, og i visse tilfælde decideret videnskabeligt uredeligt,” fortæller Clement Salung Petersen om forskeres plagiater.
Forskere, der handler i strid med god videnskabelig praksis, kan få kritik af praksisudvalget ved vedkommendes universitet. Hvis plagiatet er så groft, at det afspejler egentlig videnskabelig uredelighed, kan sagen udløse kritik fra et af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (”UVVU”) under Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Hvis UVVU finder, at en forsker bevidst har plagieret, kan det blandt andet føre til, at UVVU orienterer forskerens forskningsinstitut om det. Det vil kunne få ansættelsesretlige konsekvenser for den pågældende.
UVVU kan også bede plagiator trække det plagierende arbejde tilbage, og hvis det plagierede arbejde er en antaget ph.d.- eller doktorafhandling, kan forskeren miste sin ph.d.- eller doktorgrad. Og når en forsker først er blevet stemplet som plagiator, er vedkommendes ry for altid plettet, og troværdigheden af fremtidige forskningsprojekter sat over styr.
I sidste ende kan det betyde, at forskerens videre karriere inden for forskningsverdenen er forbi.
Mere end blot en højtløftet pegefinger Hvis udsigten til offentlig moralsk fordømmelse ikke har afskrækket én fra et plagiat, så er der yderligere nogle detaljer, man skal være opmærksom på, hvis man vil springe over, hvor gærdet er lavest. Plagiat kan nemlig også være en overtrædelse af ophavsretsloven.
”Man kan blive dømt til at betale økonomisk kompensation til den, man har plagieret fra, og man kan også blive tvunget til at skulle offentliggøre dommen, som fastslår, at man har plagieret,” forklarer Clement Salung Petersen om nogle af de konsekvenser, som er forbundet med et plagiat i den akademiske verden.
Symposierne blev webcastet af Great Dane Communication
Denne stilbevidste oplægsholder kastede tryllestøv over symposierne med foredrag om plagiatets historie. På 2008-symposiet var han iført lilla støvler af brasiliansk bæltedyr.
Tema 3: Hvor meget plagiat er der?
Begrundet mistanke for plagiat
Rolex-uret i poleret messing, poloen med det påsyede Lacoste-logo og vinterjakken, som er fyldt med savsmuld i stedet for dun. Eksemplerne på plagiat i dagligdagen er endeløse, men er problemet ligeså stort og iøjnefaldende på landets uddannelsesinstitutioner, og hvad gør man for at stoppe det?
Antallet af plagiater nærmer sig en beskrivelse som reglen frem for undtagelsen. På landets uddannelsesinstitutioner er der fokus på problemet, men plagiatorerne er dygtige til at omgå de fælder, som bliver sat op.
Hver fjerde opgave mistænkes for at være et plagiat, men det er kun meget få opgaver, som rent faktisk ender med plagiat-stemplet. ”Mistanken for plagiat er meget stor. Men kun én procent af alle opgaver bliver fældet for et plagiat. Det reelle antal af plagiater ligger nok et sted mellem de 1 og 25 procent,” siger ekspert i ophavsret, advokat, ph.d.-stipendiat, cand. jur. Torsten Bjørn Larsen, Københavns Universitet..
Otte procent af 1.752 opgaver indeholdt plagiat i en australsk undersøgelse fra 2002. I 2005 viste en undersøgelse fra England, at 13 % af 30.000 opgaver indeholdt plagiat. Tallene fra de udenlandske undersøgelser viser et stort antal plagiater, og man kunne fristes til at tro, at den danske mistanke om hver fjerde opgave så var sand. Men hvordan ser de reelle tal for plagiat på universiteterne egentlig ud?
I Danmark er der årligt et tocifret antal sager om plagiat begået af studerende på universiteter og uddannelsesinstitutioner. Antallet af sager kan virke lavt i forhold til mistanken om plagiat, og det kan måske skyldes, at ikke alle sager bliver indberettet på grund af de meget voldsomme repressalier, som følger med en plagiatsag. En anden grund kan være, at det er meget svært at opdage et plagiat.
”Hvis emnet, som den studerende skriver om, er noget, som man selv har dyrket indgående, så er der en stor sandsynlighed for, at vi opdager plagiatet,” fortæller Torsten Bjørn Larsen, der mener, at problemet med plagiat er langt større, end man tror.
Der gøres en aktiv indsats for at komme plagiat til livs. På nogle uddannelsesinstitutioner har de investeret i software, som skal fange plagiaterne. ”Universiteterne kan anskaffe sig en software, som tjekker de studerendes opgaver for plagiat. Men softwaren er ikke skudsikker. Og de studerende er meget kreative, når det kommer til at undgå at blive opdaget,” fortæller Torsten Bjørn Larsen. Han forklarer blandt andet, hvordan studerende tidligere har snydt softwaren ved at lave hvide, usynlige anførelsestegn i begyndelsen og slutningen af opgaven. På den måde tror softwaren, at der er tale om et citat i anførelsestegn, og at alt er i skønneste orden.
Tema 4: Hvordan føles det at blive plagieret?
Det stjålne, som aldrig kunne erstattes
Plagiat var omdrejningspunktet på UBVAs symposier 2007-2008. Vi har hørt om de forskellige typer af plagiat, hvad der kendetegner dem, og hvem der står bag plagiaterne. Men vi mangler at få historien om, hvordan plagiatsagerne ser ud fra den plagieredes side.
Julie Bjørchmar Kølle havde for længst lagt studietid og speciale bag sig, da hun en dag blev konfronteret med fortiden – og det på en højst uventet måde. Hun stod med en ph.d.-afhandling i hænderne, der virkede meget bekendt. Forfatteren var en ph.d.-studerende på universitetet og havde været med til at rådgive hende, da hun skrev speciale. Men det var ikke hans formuleringer.
Plagiat er en alvorlig sag – også for den, som bliver plagieret. Et åndeligt tyveri sætter sine spor, og for Julie Bjørchmar Kølle blev hendes verden vendt rundt på hovedet.
”I afhandlingen optrådte der flere passager fra mit speciale, endda med mine småfejl,” fortæller Julie Bjørchmar Kølle om begyndelsen på den sag, som Morten Rosenmeier, formand for UBVA, kalder den mest traumatiske plagiatsag i UBVAs historie. Oplevelsen var meget krænkende for Julie Bjørchmar Kølle. Lange passager fra hendes speciale stod nu i en ph.d.-afhandling uden nogen reference til hende, og afhandlingen var tilmed skrevet af en forsker, der havde rådgivet hende om hendes speciale. ”Det er den værste plagiatsag, vi har haft i UBVA i min tid, og en af de værste jeg nogensinde har hørt om,” siger Morten Rosenmeier, formand UBVA, når han skal beskrive Julie Bjørchmar Kølles sag.
Julie Bjørchmar Kølle stod pludselig i en situation, hvor en person, som hun havde haft et nært forhold til, havde misbrugt hendes tillid. De havde tidligere undervist sammen, og han havde også hjulpet, da hun skulle skrive speciale. Nu havde han sendt hende ph.d.-afhandlingen, oven i købet med dedikation og tak. Det eneste, der manglede i afhandlingen, var kildehenvisninger til Julie Bjørchmar Kølle. Kort efter havde hun den pågældende i telefonen.
”Jeg havde en længere telefonsamtale med ham. Det, jeg især fik ud af den samtale, var, at han på under ingen omstændigheder ville trække sin afhandling tilbage. Blandt andet anså han det for udelukket at forsyne sin ph.d.-afhandling med henvisninger til et studenterspeciale,” fortæller Julie Bjørchmar Kølle.
Så kontaktede Julie Bjørchmar Kølle UBVA. Her var det Morten Rosenmeiers første tanke, at plagiator tilsyneladende ikke forstod sagens alvor. Samtidig ville sagen kunne ødelægge den pågældendes karriere. Rosenmeiers rygmarvsreaktion var derfor at foreslå Julie Bjørchmar en blød løsning, hvor hun og plagiator kom til mægling og fik talt tingene igennem. Samtidig skulle plagiator bringes til at forstå situationens alvor og frivilligt trække afhandlingen tilbage.
Men for Julie Bjørchmar Kølle havde telefonsamtalen med plagiator haft afgørende betydning. Udmeldingen om, at hans afhandling på ingen måder ville blive trukket tilbage, havde gjort hende frustreret og rasende. Og hun oplevede ikke, at hun fik den støtte, hun havde brug for, fra UBVA. Tværtimod følte hun, at det var, som om man her lagde mere vægt på at beskytte plagiator end på at hjælpe hende. Til sidst valgte hun at kontakte universitetets jurist.
”Det var tydeligt, at juristen ikke mente, at jeg var i stand til at vurdere, hvad der var sket. Ifølge juristen kunne det simpelthen ikke passe, at det var sket,” fortæller hun om sin samtale. Hun oplevede, at juristen anså hende for hysterisk og overreagerende. Til sidst skrev hun et brev til rektor.
”Jeg forklarede, hvad der var sket, og bad ham kigge på det. Det speciale var jo frugten af mit arbejde på universitetet, og jeg skulle bruge det i min fremtidige jobsøgning,” siger Julie Bjørchmar Kølle.
Selv om hendes speciale var blevet indleveret flere år tidligere, frygtede hun, at flere faktorer ville tale imod hende. Blandt andet var hun yngre end plagiator og ikke lige så langt i sin karriere.
”Jeg vidste, at hvis han fik lov at bruge mit materiale, så ville alle tro, at det tilhørte ham, fordi han var en anerkendt forsker. Det ville igen få folk til at tro, at det var mig, som havde plagieret ham, og ikke omvendt,” forklarer Julie Bjørchmar om de motiver, som lå bag hendes beslutning om at skrive til rektor.
Rektor nedsatte et udvalg, som skulle se nærmere på sagen. Behandlingen i udvalget var meget anderledes end det, hun tidligere havde oplevet. I udvalget blev der ikke stillet spørgsmål ved, om materialet nu også var hendes. ”Det endte med, at afhandlingen ikke blev forsvaret, og at den pågældende ikke blev ansat på universitetet, da hans ph.d.-stipendium løb ud. Så man kan godt sige, at hans karriere var slut,” fortæller Julie Bjørchmar Kølle om afgørelsen i sagen.
Hos Julie Bjørchmar Kølle har sagen sat sine spor. Og det har da også gjort indtryk på hende, at sagen havde de konsekvenser, som den havde. Hun havde aldrig intentioner om hævn, siger hun. Men på den anden side nægtede hun at være dørmåtte, og hun fortryder ikke sine handlinger i dag.
”Selvfølgelig er det forfærdeligt. Jeg er ked af konsekvenserne, men det må jeg leve med. Han havde jo givet klart udtryk for, at han ikke ville trække afhandlingen tilbage og ikke ville citere et studenterspeciale. Jeg er bare glad for, at den afhandling ikke kunne forsvares. Han havde stjålet noget, som jeg aldrig ville kunne erstatte,” forklarer Julie Bjørchmar Kølle.
Sagen har også haft betydning for den måde, UBVA håndterer plagiatsager på. ”Vi besluttede på baggrund af sagen, at vores rolle i plagiatsager skal være rent »konstaterende«. I dag, når vi får en plagiatsag ind, er vi meget påpasselige med ikke at gøre noget, der kan give indtryk af, at UBVA holder med nogen parter i sagen. Vi ser på, om der er begået en ophavsretskrænkelse, eller om der ikke er begået en ophavsretskrænkelse. Det er altafgørende, at man altid ved, hvor man har os,” forklarer Morten Rosenmeier.
For Julie Bjørchmar Kølle blev det manglende forsvar af plagiators afhandling afgørende for hendes fremtid. Siden sagen har hun udgivet en bog, der bygger videre på hendes speciale. En bog, der aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke hun havde skredet ind over for plagiatet og holdt fast i den tekst, der var hendes.
Galleri
