14 jan Grundlæggende forskningsetik og forskningsjura
Der er i dag et stort og stigende fokus på de juridiske regler og videnskabsetiske normer, der gælder for forskning ved danske forskningsinstitutioner. Disse regler og normer er vigtige at kende både for forskere og for dem, der administrerer, finansierer eller på anden måde understøtter forskningen. Bl.a. kan overtrædelser få alvorlige karrieremæssige konsekvenser for forskere. Og at håndtere sager om mulige brud på videnskabsetiske normer spiller en central rolle på forskningsinstitutionerne.
De forskningsetiske normer er for manges vedkommende abstrakte og skønsmæssige, og de kan skabe tvivl i mange henseender. Både for forskere institutioner er det derfor vigtigt, at man har et præcist billede af, hvad de går ud på, og hvor man kan slå tingene op, hvis man er i tvivl.
Kurset her giver et grundlæggende overblik over de juridiske regler og etiske normer, der regulerer forskning ved danske offentlige forskningsinstitutioner.
På kurset fokuserer vi på:
- Hvilke juridiske regler og videnskabsetiske normer gælder for forskning ved offentlige danske forskningsinstitutioner, og hvor finder man dem?
- Videnskabsetiske normer om forskningsplanlægning
- Krav om ærlighed i forskning
- Plagiat og god citatskik
- Forskningssamarbejder
- Interessekonflikter og inhabilitet
- Forskernes og institutionernes ansvar og roller på området
- Nævnet for Videnskabelig Uredelighed
Kurset kommer ikke detaljeret ind på, hvem der har rettigheder til forskningen, herunder forskningsdata, eller på de forskningsjuridiske spørgsmål, der opstår i forbindelse med forskning, der involverer persondata. Det behandles på UBVA’s kurser om Forskning, dataadministration og GDPR og Ansattes intellektuelle ejendomsrettigheder og tavshedspligt.
Målgruppe
Kurset henvender sig til alle, der gerne vil vide mere om de emner, der er nævnt ovenfor, herunder forskere og ansatte inden for forskningssektoren, sagsbehandlere, tillidsrepræsentanter, named persons m.fl.
Undervisere
Professor Clement Petersen og professor Morten Rosenmeier. Vi er henholdsvis juridisk konsulent og formand for UBVA. Til daglig arbejder vi på Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, hvor vi bl.a. fungerer som særligt udpegede personer til understøttelse af god videnskabelig praksis (named persons).
Kursusmateriale
Bliver tilsendt inden kurset.
Pris
Det er gratis at deltage på kurset.
Tid, sted og tilmelding
Fredag den 21. april 2023.
Kurset blev afholdt som et online-kursus via zoom.
Kurset afholdes kl. 9.00-16.00.
Andre kurser
Ud over forfatterkurserne holder UBVA også en række andre kurser, der måske kan have din interesse. Læs mere på www.ubva.dk under punktet “Kurser”.
Man kan få løbende information om UBVA’s forskellige kursustilbud ved at tilmelde sig UBVA’s nyhedsbrev.
Persondatapolitik
Når du tilmelder dig et kursus, beder vi om at få oplyst følgende oplysninger om dig: Navn, e-mailadresse, arbejdsplads/uddannelsessted, adresse og telefonnummer. Vi behandler disse personoplysninger for at kunne håndtere din kursustilmelding og afvikle kurset. Vi skal desuden ifølge lovgivningen kunne dokumentere, hvem der har deltaget i UBVA’s kurser i 5 år efter udgangen af det år, hvori kurset blev afviklet. Vi opbevarer derfor dine personoplysninger i denne periode, hvorefter de slettes. Lovgrundlaget for behandling af dine personoplysninger er databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra b og c.
Vi henviser i øvrigt til UBVAs persondatapolitik, som du kan læse på www.ubva.dk under ”om UBVA”.