Formandens beretning 2018

Indhold

  1. Udlodning af Copydan-midler
  2. Rådgivning
  3. Ophavsret til undervisningsmateriale
  4. Forfatternes Forvaltningsselskab
  5. Opinionsnævn for arkitekter og designere
  6. UBVA's generelle informationsindsats
  7. EU's kommende reform af europæisk ophavsret
  8. UBVA-symposiet om Ophavsretten under lup
  9. UBVA-prisen
  10. Blixen-prisen
  11. Kurser
  12. Folkemødet på Bornholm
  13. Deltagelse i konferencer mv.
  14. Temadag om "Hvad skal vi med ophavsretten?"
  15. Gå-hjem-møder
  16. Bogudgivelser
  17. GDPR
  18. Medlemmer af UBVA
  19. UBVA's medlemskab af organisationer mv.


2018 har være et interessant og  aktivt år for UBVA. Jeg kan bl.a. nævne:

 

1. Udlodning af Copydan-midler

Akademikerne/UBVA får hvert år penge fra bl.a. Copydan Verdens TV, Copydan AVU-medier og Copydan Arkiv. Pengene skal videre til akademiske eksperter, der har medvirket i udsendelser omfattet af aftaler lavet af de nævnte Copydan-foreninger. Se nærmere www.ubva.dk under ”Udlodning af Copydan-midler”.

Der er flere tusind akademikere, der har krav på penge, og der er derfor tale om en ressourcekrævende opgave. Bl.a. er det nødvendigt med intensiv løbende medieovervågning. Hertil kommer løbende besvarelse af spørgsmål og anden kommunikation med eksperter, der har spørgsmål til udlodningen eller mener sig berettiget til penge fra UBVA, håndtering af sager, hvor der er tvivlsomt, om en ansøger skal have penge fra UBVA eller en anden autor-organisation, m.m.m.

Opgaverne blev tidligere varetaget af UBVA-sekretariatet. Fra og med 2018 har UBVA overladt opgaven til Forfatternes Forvaltningsselskab (FFS). Selve den endelige udbetaling til de berettigede akademikere foretages af Copydan Tekst & Node på baggrund af instrukser fra FFS.

Udbetalingsprocessen er i gang, og der vil i 2018 blive udloddet 4.259.790 kr. på vegne af Akademikerne/UBVA vedr. vederlagsår 2017. Også Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening har overladt deres udlodning af Copydan-penge til Forfatternes Forvaltningsselskab.

Det arbejde, som FFS og Tekst & Node har udført, har været af meget høj kvalitet. Sekretariatet og jeg har været meget glade for samarbejdet.

 

2. Rådgivning

Det er en vigtig UBVA-opgave at rådgive om ophavsret og andre former for intellektuelle ejendomsrettigheder. I større, mere principielle sager afgives en mere formel ”UBVA-udtalelse” af det samlede UBVA. I mere rutineprægede sager ydes rådgivningen af UBVA’s rådgivningsenhed.

Rådgivningsenheden tæller bl.a. professorerne Jørgen Blomqvist og Clement Petersen, der begge er specialister i ophavsret. I sager om konkurrence- og ansættelsesret har vi haft det privilegium at kunne trække på professorerne Ole Hasselbalch og Karsten Naundrup Olesen.

Fra og med 2018 er også chefkonsulent, cand.jur. i Akademikerne, Dario Silic blevet en del af rådgivningsholdet. Dario er bl.a. specialist i immaterialret, offentlig ret og arbejds- og ansættelsesret. Endelig yder leder af UBVA-sekretariatet Henrik Faursby Ahlers rådgivning i sager om ophavs- og ansættelsesret mv.

I 2018 har UBVA rådgivet i adskillige hundrede sager.

Referater af sagerne er indlagt i ”UBVA's svarbank”, dvs. en offentligt tilgængelig database, som man kan tilgå via ubva.dk.

 

3. Ophavsret til undervisningsmateriale

På samme måde som i tidligere år har UBVA i 2018 arbejdet for at få indgået rimelige og afbalancerede lokalaftaler om ophavsret til undervisningsmateriale. Bl.a. har vi rådgivet en række undervisere og undervisningsinstitutioner om, hvad der efter UBVA’s opfattelse bør stå i lokalaftalerne. Arbejdet er udført i tæt samarbejde med Akademikernes Forhandlingsafdeling, Dansk Magisterforening, Djøf, Gymnasieskolernes Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening og Uddannelsesforbundet. Desuden har vi formuleret nogle ”modelaftaler”, som lokalaftaler kan tage udgangspunkt i. Der er nu indgået mere end 60 lokalaftaler, som bygger på UBVA´s anbefalinger.

Efter samråd med UBVA har Akademikerne desuden prøvet på at få området dækket af landsdækkende overenskomster som led i OK18-forhandlingerne. Trods en meget intensiv indsats fra Akademikernes side lykkedes det dog ikke.

Herudover har Akademikerne/UBVA i 2018 støttet Lærernes Centralorganisation (LC) i en voldgiftssag, som LC havde anlagt mod Kommunernes Landsforening (KL). Sagen drejede sig om, hvorvidt kommuner med KL i ryggen kan forlange af folkeskolelærere, at de deler deres undervisningsmateriale med deres kolleger, herunder på andre skoler, via en elektronisk platform. LC gjorde gældende, at det ville indebære et overenskomstbrud, hvis ordningen gennemføres uden en overenskomst med LC.

Den 21. september 2018 afgjorde voldgiftsretten sagen til KL’s fordel. Der er sat juridiske spørgsmålstegn ved afgørelsens rigtighed, men den står ikke desto mindre ved magt. Afgørelsen indebærer, at den beskrevne videndeling ikke kræver en overenskomst med LC. Den vil derfor lovligt kunne gennemføres på baggrund af lokalaftaler på de enkelte skoler eller evt. via individuelle aftaler indgået med de enkelte lærere.

Sagen forekommer mig at illustrere, at vi i Akademikerne/UBVA har valgt den rigtige løsning, når vi i stedet for at sætte hårdt mod hårdt har arbejdet for at få området dækket af lokalaftaler. Det er nok ikke forkert at sige, at der har været tale om rettidig omhu af samme art som den, hr. Møller ville have udvist, hvis han havde været aktiv på området. 

Der er indgået aftaler, der afspejler UBVA’s anbefalinger, på flere erhvervsskoler. Ikke desto mindre ønsker Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) at fremtidige lokalaftaler på erhvervsskoleområdet ikke baseres på UBVA’s modelaftaler, men på en modelaftale formuleret af DEG og tiltrådt af UBVA. DEG og UBVA har i 2018 forhandlet om indholdet af en sådan aftale. Forhandlingerne er i gang, og jeg håber, at en evt. DEG-modelaftale vil kunne forelægges for UBVA til godkendelse inden årets udgang.

 

4. Forfatternes forvaltningsselskab

På vegne af UBVA er jeg formand for bestyrelsen for Forfatternes Forvaltningsselskab (FFS). Selskabet varetager ophavsretlige interesser for de danske forfatterorganisationer bl.a. ved at prøve at skaffe dem indtægter fra nye områder, der ikke allerede er dækket af Copydan. Desuden hjælper selskabet visse forfatterorganisationer, herunder Akademikerne-/UBVA, med at udlodde og fordele penge opkrævet af Copydan Verdens TV mv. Se ovenfor 1.

FFS har i 2018 bl.a. arbejdet på at få indgået aftaler om oplæsning af tekster på biblioteker, museer m.fl. Initiativet – der bl.a. blev særdeles intenst diskuteret på UBVA-symposiet den 8. november 2017 og på et UBVA-arrangement på Folkemødet på Bornholm 2018 – har mødt modstand fra dele af bibliotekssektoren, herunder Bibliotekschefsforeningen og Slots- og Kulturstyrelsen. Ikke desto mindre er det vigtigt, at der indgås aftaler. Det skyldes ikke bare hensynet til de forfattere, hvis tekster oplæses, men også hensynet til bibliotekernes personale. Som det er nu, begår de bibliotekarer m.fl., der er med til at arrangere oplæsninger i biblioteksrummet, jo principielt ophavsretskrænkelser, der kan påføre dem et personligt juridisk ansvar. Det er udtryk for en kriminalisering af mennesker, der bare passer deres arbejde. Det mener jeg ikke kan være rimeligt.

FFS har i 2018 haft intense forhandlinger med bibliotekssektoren. Det er mig en stor glæde at sige, at Københavns Hovedbibliotek nu indgår en aftale med Forfatternes Forvaltningsselskab. Vi vil i det kommende år arbejde for at få indgået aftaler med andre biblioteker.

Desuden har FFS indgået en oplæsningsaftale med Københavns Kommunes Fritidsforvaltning om oplæsning af tekster under kommunale kulturarrangementer. Vi arbejder på at få indgået flere af samme slags. 

 

5. Opinionsnævn for arkitekter og designere

Der er langt flere sager om krænkelser af arkitektur og design end om andre slags værker. Mange arkitekter og designere har imidlertid ingen retshjælpsforsikring, og ofte kan de heller ikke få fri proces, fordi deres skabelse af arkitektur og design er erhvervsmæssig. I praksis betyder det, at mange arkitekter og designere opgiver at kæmpe for deres rettigheder.

I Sverige er der langt færre retssager om krænkelse af arkitektur og design end i Danmark. Langt de fleste sager forliges nemlig, efter at der er indhentet en udtalelse fra det såkaldte ”Svensk Forms Opinionsnämnd”. 

Nævnet er et rent privat organ under foreningen ”Svensk Form”. Medlemmerne er erfarne eksperter inden for arkitektur, design og jura. Nævnets udtalelser har derfor stor autoritet, og normalt vil de svenske domstole lægge nævnets opfattelse til grund i en eventuel senere retssag. Når nævnet har talt, er det derfor de færreste, der vil gå videre til domstolene med sagerne.  Ud over at spare parterne for udgifter til retssager, sætter det et hurtigt punktum for tvister, der ville tage år, hvis de skulle køre i det almindelige domstolssystem. Der findes beslægtede organer i Norge og Finland.

I Danmark har vi derimod ikke noget nævn svarende til dem i de andre nordiske lande. Det har nemlig traditionelt været en regel i dansk procesret, at ensidigt indhentede erklæringer ikke kan fremlægges i retten, hvis modparten protesterer. Men det er blevet lavet om ved en ændring af retsplejeloven i 2016. Dermed er vejen banet for, at vi også i Danmark kan indføre et nævn i stil med Svensk Forms Opinionsnævn og spare arkitekter og designere tid og penge.

På initiativ af designeren Svend Onø har en række organisationer m.fl. derfor i 2018 arbejdet på at stifte et dansk nævn ad modum Svensk Forms Opinionsnævn. UBVA deltager i arbejdet repræsenteret ved medlem af UBVA, arkitekt Gregers S. Gregersen og mig. Arbejdet skrider frem, og det vil forhåbentlig være muligt at stifte et funktionsdygtigt nævn i 2019.  

 

6. UBVA's generelle informationsindsats

UBVA har i 2018 løbende opdateret og vedligeholdt informationshjemmesiderne www.ubva.dk, www.undervislovligt.dk, www.forskerportalen.dk og www.stopplagiat.nu. Desuden har vi udsendt nyhedsbreve fra UBVA og løbende informeret om intellektuelle ejendomsrettigheder og forskningsetik via Facebook og andre sociale medier.

 

7. EU's kommende reform af europæisk ophavsret

EU-kommissionen har planer om at foretage en gennemgribende reform af den europæiske ophavsret. Emnet er meget vigtigt set fra en UBVA-synsvinkel. Bl.a. har vi stor interesse i, at der ikke vedtages ordninger, der afgørende truer Copydan-systemet, som indbringer danske akademikere adskillige hundrede millioner kroner om året.

I 2018 har UBVA gjort en meget intensiv indsats for at formidle de ovenstående synspunkter til beslutningstagerne i Bruxelles og på Christiansborg. Arbejdet er udført på UBVA´s vegne af observatør i UBVA, præsident for The International Federation of Journalists Mogens Blicher Bjerregaard. 

 

8. UBVA-symposiet: Ophavsretten under lup

Det årlige UBVA-symposium blev holdt den 8. november 2018 på Marienlyst Strandhotel i Helsingør. Symposiet, der bar den mundrette og elegante titel Ophavsretten under lup, fokuserede på en række helt grundlæggende spørgsmål, herunder: a. Hvad skal vi med ophavsret, og skaffer den samfundet flere og bedre værker? b. Er det rimeligt, at YouTube og andre sociale medier i vidt omfang er ansvarsfri, når brugere oploader ophavsretskrænkende materiale? Og c. Hvordan skal man som rettighedshaver hensigtsmæssigt kommunikere med de kunder, man gerne vil have til at betale for deres kulturelle forbrug?

Jeg synes, det var et godt symposium. Det er der også flere, der har været så venlige at sige til mig bagefter. Jeg tror bl.a., det var det godt, at der var sat god plads af til diskussioner. Desuden tror jeg, at det var positivt, at de spørgsmål, der var til debat, vedrørte mere brede retspolitiske problemer snarere end juridiske specialemner.

Symposiet markerede UBVA’s 75-års jubilæum, regnet fra stiftelsen af Foreningen til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, FBVA, i 1943. Professor i retshistorie Ditlev Tamm indledte symposiet med et meget fint oplæg om UBVA’s historie. Desuden fik alle tilhørere et eksemplar af hans læseværdige, UBVA-støttede publikation ”Fra FBVA til UBVA. Historien om to akronymer”. Værket vil blive lagt til download på UBVA.dk i den nærmeste fremtid.

Symposiet kan ses som web-tv på ubva.dk fra begyndelsen af 2019.

UBVA-sekretariatet gjorde et meget stort arbejde i forbindelse med symposiet. Alt klappede perfekt. En stor tak for det.

 

9. UBVA-prisen

UBVA uddeler hvert år UBVA-prisen til personer eller organisationer, der har gjort en ekstraordinær og anerkendelsesværdig indsats til fremme af intellektuelle ejendomsrettigheder eller forskningsetik. Prisen er på 25.000 kr. og uddeles på UBVA-symposiet.

UBVA-prisen 2018 gik til professor Jens Rehfeld. Han er blandt initiativtagerne til Udvalgene vedr. Videnskabelig Uredelighed (nu Nævnet for Videnskabelig Uredelighed), Københavns Universitets Praksisudvalg og samme universitets ”named person”-ordning”. Både praksisudvalget og named person-ordningen er siden udbredt til andre universiteter. Det er derfor svært at komme i tanker om nogen, der har gjort mere end Jens Rehfeld for at fremme god videnskabelig praksis inden for dansk forskning.

Læs mere på ubva.dk, underpunktet ”UBVA-prisen”.

 

10. Blixen-prisen

Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere stiftede i 2015 litteratur-prisfesten Blixen-prisen. Under en årlig fest uddeles en lang række litteraturpriser, herunder til årets skønlitterære udgivelse, årets faglitterære udgivelse, årets børne- og ungdomsudgivelse, årets tegneserie, årets lydbog mm. De enkelte priser sponseres af organisationer, forlag m.fl. Se nærmere www.blixenprisen.dk.

I 2018 sponserede UBVA årets faglitterære udgivelse. Prisen, der var på 25.000 kr., gik til C. Gulløv, Poul Olsen, Niels Brimnes, Per Hernæs, Mikkel Venborg Pedersen og Erik Gøbel, som havde været redaktører på et stort illustreret værk om Danmark og kolonierne.

Den jury, der uddelte prisen, talte bl.a. leder af UBVA-sekretariatet Henrik Faursby Ahlers og medlem af UBVA, lektor Peter Madsen, der hermed takkes for indsatsen.

 

11. Kurser

UBVA har i 2018 holdt 18 heldagskurser rettet mod bl.a. sagsbehandlere i Akademiker-organisationer, forskere og undervisere, AC-tillids­repræsentan­ter, biblioteksfolk, arkitekter og designere m.fl. Ud over vores Grundlæggende kursus i ophavsret har vi holdt kurser om Undervisning og jura i samarbejde med Gymnasieskolernes Lærerforening, Immaterialret for arkitekter og designere i samarbejde med Forbundet Arkitekter og Designere, Ophavsret for biblioteker og biblioteksfolk i samarbejde med Bibliotekarforbundet, Ophavsret, databaser og licensaftaler i samarbejde med samme og Ophavsret for forfattere i samarbejde med Dansk Journalistforbund og Danske Skønlitterære Forfattere. Desuden har vi holdt kurser om Forskning, etik og jura, rettet mod ansatte inden for forskningssektoren.

Vi har oplevet en meget stor interesse for kurserne. Jeg er ikke i tvivl om, at kurserne opfylder et stort behov hos Akademiker-organisationernes medlemmer. Den bedste måde at hjælpe medlemmerne på, når det kommer til deres intellektuelle ejendomsrettigheder, er at klæde dem på, så de selv forstår deres retsstilling. Viden er magt, også når det handler om jura.

 

12. Folkemødet på Bornholm

UBVA holdt tre arrangementer på Folkemødet på Bornholm 2018. Emnerne var ”Skal vi have et sagkyndigt ophavsretsnævn for arkitekter og designere?”, ”Hvad skal vi med ophavsret?” og ”Sociale medier, ophavsret og ytringsfrihed”.

Der var mange tilhørere og gode, frugtbare diskussioner. Arrangementerne blev forsøgt filmet, men pga. tekniske vanskeligheder er optagelserne ikke egnet til offentliggørelse. Der arbejdes på at få lagt lydsiden ud som podcast.

Mange af UBVA's medlemmer var med på folkemødet og gjorde en stor indsats for at få det hele til at køre. Hertil kom, at turen til Bornholm også var en stor og god oplevelse på det sociale plan. Jeg glæder mig meget til folkemødet 2019. 

 

13. Deltagelse i konferencer

De nationale ophavsretsselskaber, herunder Dansk Selskab for Ophavsret, er sluttet sammen i den internationale paraplyorganisation Association Littéraire et Artistique International (ALAI). I samarbejde med ALAI er et af de nationale ophavsretsselskaber hvert år vært ved den såkaldte ALAI-kongres, dvs. en stor ophavsretskonference, der tiltrækker førende ophavsretsspecialister fra hele verden.

ALAI-kongressen 2018 blev holdt i Montréal. Emnet var drejede håndhævelse af ophavsrettigheder. Adskillige medlemmer af UBVA og UBVA-sekretariatet deltog. UBVA træffer vigtige og vidtrækkende beslutninger, og det er derfor væsentligt, at vi, der er involveret i udvalgsarbejdet, er bevidste om de tidens ophavsretlige og ophavsretspolitiske spørgsmål.  Jeg er derfor meget glad for vores deltagelse på konferencen. 

 

14. Temadag "Hvad skal vi med ophavsretten?"

UBVA´s årlige temadag blev holdt på Dragsholm Slot den 31. maj 2018. Deltagere var udvalget og særligt inviterede gæster fra det ophavsretlige organisationsmiljø.

Temadagen satte et indledende fokus på visse af de emner, der senere på året blev behandlet på UBVA-symposiet. Der var bl.a. udmærkede oplæg fra tidligere formand for Danske Skønlitterære Forfattere, forfatteren Jan Thielke, post.doc. Sebastian Schwemer og direktør i FFS Stig von Hielmcrone. Debatterne satte mange tanker i gang hos os, der var med, og de var en vigtig inspiration ved tilrettelæggelsen af symposiet senere på året.

 

15. Gå-hjem-møder mv.

UBVA har i årets løb afholdt forskellige gå-hjem-møder og tilsvarende arrangementer. Bl.a. har vi deltaget i gå-hjem-møder om immaterialret for iværksættere arrangeret af DJØF og IDA mv. 

 

16. Støtte til bogudgivelse

UBVA har i 2018 finansieret udgivelsen af 4. udgave af min ydmyge Ophavsret for begyndere. En bog til ikke-jurister, der nu ligger gratis til download på ubva.dk. Desuden har vi i 2018 fået oploadet 2. udgave af Heine Andersens bog Forskningsfrihed – ideal og virkelighed, hvis 1.-udgave vi støttede i 2017.

 

17. GDPR (General Data Protection Regulation)

Persondataforordningen stiller store krav til Akademikernes sagsbehandling. I samarbejde med Akademikerne har formanden, sekretariatet og rådgivningsenheden udfoldet store bestræbelser på at gøre UBVA compliant i forhold til de indviklede regler. Det er godt, det er overstået.

 

18. Medlemmer af UBVA

UBVA har i 2018 desværre måttet sige farvel til Mette Pust, der repræsenterede Handelsskolernes Lærerforening, til Stine Junge Albrectsen, der repræsenterede Foreningen af Kliniske Diætister, og til Louise Lohse, der repræsenterede Den Danske Dyrlægeforening Organisationen af hovedofficerer i Danmark.

Jeg vil savne dem alle tre. 

 

19. UBVA's medlemskab af organisationer mv.

Akademikerne/UBVA er repræsenteret i følgende organisationer mv.:

  • Copydan Tekst & Node og sammes bestyrelse, hvor jeg er næstformand
  • Copydan Fællesforeningen og sammes bestyrelse
  • Copydan Verdens TV
  • Copydan AVU-medier
  • Copydan Arkiv
  • Forfatternes Forvaltningsselskab og sammes bestyrelse, hvor jeg er formand
  • Ophavsret Danmark
  • Samrådet for Ophavsret
  • RettighedsAlliancen, hvor leder af UBVA-sekretariatet er medlem af bestyrelsen
  • Dansk Selskab for Ophavsret, hvor jeg er formand
  • European Writers Congress

Vi har i årets løb deltaget i mange gode møder.

Jeg synes godt, vi kan være stolte af den indsats, vi har gjort i 2018, og jeg glæder mig meget til 2018.

M.R.