08 jan Formandens årsberetning 2023
Indhold
- Udlodning af Copydan-midler
- Rådgivning
- Ophavsret til undervisningsmateriale
- Forfatternes Forvaltningsselskab
- Copydan og VISDA
- Designnævnet og Responsumudvalget
- UBVA’s generelle informationsindsats
- UBVA’s politiske indsats
- Konference om Right to a Sustainable Nature – Rights for Scientists to Frame it
- UBVA-symposiet om Hvad er god forskning? Og hvordan skal vi måle det?
- UBVA-prisen
- Bogudgivelser
- Kurser
- Temadag om Forskningens rolle, udvikling, betydning og vilkår i Danmark de sidste cirka 250 år
- Folkemødet på Bornholm
- Projekter med Rettighedsalliancen
- Medlemmer af UBVA
- UBVA’s medlemskab af organisationer m.v.
2023 har været et travlt år i UBVA.
Blandt de bemærkelsesværdige ting, der er sket i årets løb, kan jeg nævne:
1. Udlodning af Copydan-midler
Akademikerne/UBVA får hvert år penge fra bl.a. Copydan Verdens TV, Copydan AVU-medier og Copydan Arkiv. Pengene skal videre til akademiske eksperter, der har medvirket i udsendelser omfattet af aftaler, som de nævnte Copydan-foreninger har indgået med brugere, herunder skoler, antenneforeninger, TDC, Danmarks Radio m.fl. Se nærmere www.ubva.dk under ”Udlodning af Copydan-midler”.
Der er flere tusind akademikere, der har krav på penge. Der er derfor tale om en ressourcekrævende udlodningsopgave. Bl.a. er det nødvendigt med intensiv løbende medieovervågning. Hertil kommer løbende besvarelse af spørgsmål og anden kommunikation med eksperter, der har spørgsmål til udlodningen eller mener sig berettiget til penge fra UBVA, håndtering af sager, hvor der er tvivlsomt, om en ansøger skal have penge fra UBVA eller en anden autor-organisation, m.m.m.
Disse opgaver varetages for Akademikerne/UBVA af Forfatternes Forvaltningsselskab (FFS).
Det arbejde, som FFS Node udfører, er af meget høj kvalitet. UBVA er meget glad for samarbejdet.
2. Rådgivning
Det er en vigtig UBVA-opgave at rådgive i spørgsmål om intellektuelle ejendomsrettigheder og tilgrænsende områder, herunder forskningsetik. I store, principielle sager afgives en mere formel ”UBVA-udtalelse” af det samlede UBVA. Størstedelen af rådgivningen foretages imidlertid via UBVA’s rådgivningsenhed. Rådgivningsenheden tæller i øjeblikket professorerne Jørgen Blomqvist og Clement S. Petersen, direktør i Forfatternes Forvaltningsselskab Stig von Hielmcrone, afdelingschef i Copydan Tekst & Node Martin Kyst og advokat Anders Sevel Johnsen. Efter endt sagsbehandling indlægges anonymiserede referater i UBVA’s svarbank, tilgængelig via www.ubva.dk. Svarbanken vedligeholdes af ph.d.-stipendiat Dan Stausholm Nielsen.
I 2023 har UBVA rådgivet i flere hundrede sager. Mange tak til de førnævnte dygtige mennesker for jeres store indsats.
3. Ophavsret til undervisningsmateriale
UBVA har i 2023 fortsat vores arbejde på at få indgået rimelige og afbalancerede lokalaftaler om ophavsret til undervisningsmateriale på danske uddannelsesinstitutioner. Bl.a. har vi rådgivet en række undervisere og undervisningsinstitutioner om, hvad der efter UBVA’s opfattelse bør stå i lokalaftalerne. Arbejdet er udført i tæt samarbejde med DM, DJØF, Gymnasieskolernes Lærerforening og Uddannelsesforbundet. Som led i arbejdet har UBVA formuleret nogle ”modelaftaler”, som lokalaftalerne kan tage udgangspunkt i. Der er indgået et stort antal lokalaftaler på baggrund af UBVA’s anbefalinger, især på erhvervsskoler, erhvervsgymnasier, professionshøjskoler og universiteter.
4. Forfatternes forvaltningsselskab
På vegne af UBVA er jeg formand for bestyrelsen for Forfatternes Forvaltningsselskab (FFS). Selskabet varetager ophavsretlige interesser for de danske forfatterorganisationer, bl.a. ved at søge at skaffe dem indtægter fra nye områder, der ikke allerede er dækket af Copydan.
FFS ledes på kyndig vis af direktør Stig von Hielmcrone. Selskabets ydelser er af meget høj kvalitet, og der er ingen tvivl om, at det skaber håndgribelige værdier for de danske forfattere. Stor tak til selskabets ansatte, herunder dets førnævnte direktør.
5. Copydan og VISDA
Akademikerne/UBVA er medlem af Copydan Tekst & Node, Copydan AVU-medier, Copydan Verdens TV og VISDA. Siden 2020 har jeg været formand for Tekst & Nodes bestyrelse med direktør i Alinea Cliff Hansen som næstformand. Desuden fungerer jeg som sekretær for Tekst & Nodes autorgruppe, dvs. den del af bestyrelsen, der repræsenterer skabende autorer, herunder forfattere og billedskabere. Endvidere har jeg siden 2022 haft det privilegium at være medlem af VISDA’s forretningsudvalg.
De nævnte foreninger gør et enormt vigtigt stykke arbejde, som har stor betydning både for rettighedshaverne, brugerne og samfundet. Stor tak til foreningerne, og til de mennesker, som arbejder der. Og stor tak til autorgruppen for vores fine samarbejde.
6. Designnævnet og Responsumudvalget
Der er langt flere sager om krænkelser af arkitektur og design end om andre slags værker. Mange arkitekter og designere har imidlertid ingen retshjælpsforsikring. Ofte kan de heller ikke få fri proces, fordi deres skabelse af arkitektur og design er erhvervsmæssig. I praksis betyder det, at mange arkitekter og designere opgiver at kæmpe for deres rettigheder.
I Sverige er der langt færre retssager om krænkelse af arkitektur og design end i Danmark. Langt de fleste sager forliges nemlig, efter at der er indhentet en udtalelse fra det såkaldte ”Svensk Forms Opinionsnämnd”. Nævnet er et rent privat organ under foreningen ”Svensk Form”. Medlemmerne er erfarne eksperter inden for arkitektur, design og jura. Nævnets udtalelser har derfor stor autoritet, og normalt vil de svenske domstole lægge nævnets opfattelse til grund i en eventuel senere retssag. Når nævnet har talt, er det derfor de færreste, der vil gå videre til domstolene med sagerne. Ud over at spare parterne for udgifter til retssager sætter det et hurtigt punktum for tvister, der ville tage år, hvis de skulle køre i det almindelige domstolssystem. Der findes beslægtede organer i Norge og Finland.
I Danmark har vi derimod ikke noget nævn svarende til dem i de andre nordiske lande. Det har nemlig traditionelt været en regel i dansk procesret, at ensidigt indhentede erklæringer ikke kan fremlægges i retten, hvis modparten protesterer. Men det er blevet lavet om ved en ændring af retsplejeloven i 2016. Dermed er vejen banet for, at vi også i Danmark kan indføre et nævn ad modum Svensk Forms Opinionsnævn og spare arkitekter og designere tid og penge.
En række organisationer m.fl. har derfor i 2022 stiftet Designnævnet og Responsumudvalget. Designnævnet træffer afgørelser i sager, der drejer sig om, hvorvidt der er sket krænkelser af rettighederne til arkitektur og design i et konkret tilfælde. Responsumudvalget afgiver udtalelser om, hvorvidt arkitektur og design nyder juridisk beskyttelse, i sager, hvor der ikke er nogen aktuel krænkelse. Designnævnet og Responsumudvalgets medlemmer er alle fremtrædende arkitekter, designere og jurister.
Designnævnet og Responsumudvalget drives af Foreningen til beskyttelse af arkitektur, design og kunsthåndværk. Foreningen består af
- Akademikerne v. UBVA
- Danske Kunsthåndværkere & Designere
- Dansk Industri
- Dansk Erhverv
- Danske Arkitektvirksomheder
- Dansk Mode og Textil
- Design Denmark
- Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD)
- Rettighedsalliancen
- Teknisk Landsforbund
- Advokat Johan Løje, advokatfirmaet Løje IP
- Advokat Claus Barrett Christiansen
- Advokat Hanne Kirk, advokatfirmaet Gorrissen
- Designeren Sven Onø
UBVA deltager i arbejdet repræsenteret, hvor jeg er medlem af foreningens bestyrelse.
I 2023 har Designnævnet og Responsumudvalget truffet deres første afgørelser. De har alle været af meget høj og overbevisende juridisk kvalitet. På den måde er der sat et punktum i sager, som ellers kunne have trukket ud i mange år, hvis de skulle køre i det almindelige domstolssystem.
7. UBVA’s generelle informationsindsats
UBVA har i 2023 drevet informationshjemmesiderne www.ubva.dk, www.undervislovligt.dk og www.forskerportalen.dk. Desuden har vi udsendt nyhedsmails fra UBVA og løbende informeret om intellektuelle ejendomsrettigheder og forskningsetik via LinkedIn.
8. UBVA’s politiske indsats
We live in a political world. Hvis man vil have indflydelse på den måde, tingene kører på, må man derfor tale sin sag over for magthaverne. I den forbindelse er det ikke nok, at man taler med danske politikere. Man er også nødt til at regne med de beslutningstagere, der befinder sig i EU.
Både i Danmark og på EU-plan arbejder UBVA løbende på at påvirke de politiske beslutninger, der handler om ophavsret og forskningsfrihed. Opgaven varetages af DJ’s observatør i UBVA Mogens Blicher Bjerregaard. Mogens har bl.a. tidligere været formand for Dansk Journalistforbund, præsident for European Federation of Journalists m.m.m.
Mogens er en ekstremt erfaren organisationspolitiker. Det er et stort plus for Akademikerne og UBVA at have ham tilknyttet. En meget stor tak til Mogens for indsatsen.
9. Konference om Right to a Sustainable Nature – Rights for Scientists to Frame it
Den 27. september 2023 holdt UBVA den ovennævnte konference i samarbejde med Akademikerne, IDA og UNESCO. Konferencen fokuserede på en række hindringer, som den akademiske frihed stilles over for, når det kommer til klimaforskning, og hvordan vi bør håndtere dem. Konferencen var arrangeret af førnævnte Mogens Blicher Bjerregaard, og den var særdeles interessant og godt arrangeret. Mange tak til jer, der var med, og en særlig tak til Mogens.
Konferencen blev filmet, og optagelserne lægges på www.ubva.dk i december 2023.
10. UBVA-symposiet Hvad er god forskning? Og hvordan skal vi måle det?
Det årlige UBVA-symposium blev holdt den 9. november 2023 i København. Titlen var ”Hvad er god forskning? Og hvordan skal vi måle det?” Symposiet fokuserede på, om de måder, hvorpå man måler forskningskvalitet i dag, er optimale, eller om der er plads til forbedring. Det er der.
Symposiet var arrangeret på yderst kyndig og kompetent vis af professor em. Thorkild I.A. Sørensen med praktisk hjælp fra Yvonne Kathleen Klausen, Akademikerne, og direktør i FFS Stig von Hielmcrone. Slagets gang styredes med vanlig journalistisk jernhånd af journalist Line Gertsen.
Symposiet var meget vellykket, hvis man spørger mig. Stor tak til jer, der arrangerede det, mens jeg så beundrende til fra sidelinjen. Det var den rene luksus for undertegnede.
Symposiet blev filmet, og optagelserne bliver lagt på i løbet af januar 2024.
11. UBVA-prisen
UBVA uddeler hvert år UBVA-prisen til personer eller organisationer, der har gjort en ekstraordinær og anerkendelsesværdig indsats til fremme af intellektuelle ejendomsrettigheder eller forskningsetik. Prisen er på 25.000 kr. og uddeles på UBVA-symposiet.
UBVA-prisen 2023 gik til direktør i Rettighedsalliancen Maria Fredenslund. Prisen var en anerkendelse for hendes store og vigtige arbejde for at sikre danske ophavspersoner og andre rettighedshavere mod krænkelser af deres rettigheder, herunder på internettet.
Maria havde i højeste grad fortjent prisen.
Læs mere på ubva.dk, underpunktet ”UBVA-prisen 2023”.
Prisuddelingen kan ses som en del af optagelserne fra 2023-symposiet.
12. Bogudgivelser
UBVA har i 2023 støttet udgivelsen af Daniel Plon, Musikplagiater, som på en læseværdig og fin måde forklarer om de juridiske regler om krænkelse af ophavsret til musik.
Bogen kan ikke alene købes i trykt form, men også downloades gratis fra www.ubva.dk under punktet ”Publikationer”.
13. Kurser
UBVA har i 2023 arrangeret en række heldagskurser rettet mod bl.a. sagsbehandlere i Akademiker-organisationer, forskere og undervisere, AC-tillidsrepræsentanter, biblioteksfolk, arkitekter og designere m.fl. Kursusudbuddet har været følgende:
- 6 grundkurser i ophavsret
- 1 kursus om grundlæggende forskningsetik og forskningsjura
- 1 kursus om forskning og GDPR
- 1 kursus om forskningspublicering, forfatterskab og formidling. Hvad siger juraen?
- 1 kursus om fotografering, film og jura (i samarbejde med Gymnasieskolernes Lærerforening)
- 1 kursus om rettigheder til arkitektur og design (i samarbejde med Forbundet Arkitekter og Designere)
- 2 kurser om ophavsret for biblioteker (i samarbejde med Forbundet Kultur og Information)
- 1 udvidet bibliotekskursus 1. Databaser og licensaftaler (i samarbejde med Forbundet Kultur og Information)
- 1 kursus om biblioteker, ophavsret og GDPR. Skyd på din lærer (i samarbejde med Forbundet Kultur og Information)
- 1 kursus om databaser og licensaftaler (i samarbejde med Forbundet Kultur og Information)
- 1 kursus om Ansattes intellektuelle ejendomsrettigheder og tavshedspligt
Vi har oplevet en meget stor interesse for kurserne. Jeg er ikke i tvivl om, at de opfylder et stort behov hos Akademiker-organisationernes medlemmer. Den bedste måde at hjælpe medlemmerne på, når det kommer til deres intellektuelle ejendomsrettigheder, er at klæde dem på, så de selv forstår deres retsstilling. Viden er magt, også når det handler om jura.
14. Temadag om Forskningens rolle, udvikling, betydning og vilkår i Danmark de sidste cirka 250 år
UBVA’s årlige temadag for udvalgets medlemmer og særligt inviterede gæster blev holdt på Bernstorff Slot den 12. maj 2023. Der var veloplagte og tankevækkende oplæg fra lektor em. Lars Klint, lektor em. Per Dahl, nationalbibliotekar em. Steen Bille Larsen og professor em. Niels Kærgård. Den faglige del af dagen var særdeles kompetent arrangeret af Stig von Hielmcrone, og Yvonne stod for det praktiske med vanlig frygtindgydende effektivitet.
Der var tale om et særdeles interessant arrangement, der satte mange tanker i gang hos tilhørerne. Stor tak for det.
15. Folkemødet på Bornholm
UBVA deltog i Folkemødet på Bornholm med tre arrangementer: Beskytter vi rettigheder til arkitektur og design godt nok? med indlæg fra advokat Hanne Kirk, Gorrissen, direktør i Rettighedsalliancen Maria Fredenslund og Akademikernes direktør Sofie Nilsson, Trusler mod den akademiske frihed under medvirken af lektor Jakob von Holtermann, KU, Akademikernes formand Lisbeth Lintz og professor Bent Ole Gram Mortensen, SDU, og Forskning, undervisning og artificial intelligence under medvirken af RUC´s rektor Hanne Leth Andersen, direktør Stig von Hielmcrone, FFS, uddannelseschef Kim Kusk Mortensen, AU, og chefkonsulent i Akademikerne Karen Skytte. Der var tale om velbesøgte arrangementer, og alle de nævnte medvirkende gjorde det fantastisk godt. Tak fordi I var med.
16. Projekter med Rettighedsalliancen
UBVA har i 2023 støttet og deltaget i to projekter med Rettighedsalliancen. Det ene, projekt ”UDRET”, er en oplysningskampagne rettet mod studerende på højere uddannelser som universiteter, erhvervsakademier og professionshøjskoler med henblik på at modvirke kopiering af studiebøger. Det andet, projekt ”Os der elsker originaler”, er en oplysningsindsats, der skal modvirke privatpersoners køb af designkopier, herunder kopimøbler. Jeg har været meget glad for samarbejdet.
17. Medlemmer af UBVA
UBVA har i 2023 sagt farvel til arkitekt Gregers S. Gregersen, der repræsenterede FAOD, og Lars Henrik Larsen, der repræsenterede Danske Fysioterapeuter. Jeg vil ellers ikke have, at medlemmerne forlader UBVA, og beklager, at jeg åbenbart ikke har været tilstrækkeligt tydelig på dette punkt. Jeg vil savne dem begge to meget. Vi har sagt goddag til Tina Helle som repræsentant for Ergoterapeutforeningen og Hans Christian Asmussen som repræsentant for FAOD. De bedes venligst forblive i UBVA, jf. ovenfor. Jeg glæder mig meget til samarbejdet.
18. UBVA’s medlemskab af organisationer mv.
Akademikerne/UBVA er repræsenteret i følgende organisationer mv.:
- Copydan Tekst & Node og sammes bestyrelse, hvor jeg er formand
- VISDA og sammes bestyrelse, hvor jeg er medlem af forretningsudvalget
- Copydan Verdens TV
- Copydan AVU-medier
- Copydan Arkiv
- Forfatternes Forvaltningsselskab og sammes bestyrelse, hvor jeg er formand
- Ophavsret Danmark
- Samrådet for Ophavsret
- RettighedsAlliancen
- Dansk Selskab for Ophavsret, hvor jeg er formand
- European Writers Congress
Vi har i årets løb deltaget i mange gode møder.
Jeg synes jo godt, vi kan tillade os at klappe os selv på skulderen over vores indsats i 2023.
Jeg glæder mig meget til 2024.
Morten Rosenmeier
Formand for UBVA