Formandens årsberetning 2015

Indhold

  1. Rådgivning
  2. Retssager
  3. Forfatternes Forvaltningsselskab
  4. UBVAs generelle informationsindsats
  5. EU's kommende reform af europæisk ophavsret
  6. UBVA-symposiet om Forskningsfrihed, undervisningsfrihed, ytringsfrihed
  7. Kurser
  8. Folkemødet på Bornholm
  9. UBVAs temadag
  10. Gå-hjem-møder, konferencer o.l.
  11. Det Nordiske Ophavsretssymposium
  12. TV- og radiomedarbejderlegatet
  13. UBVAs rettighedshaverpulje
  14. UBVAs ph.d.-projekt om ophavsret og ytringsfrihed 
  15. Vejledende aftale vedr. ErhvervsPhD-kandidaters rettigheder mv.
  16. Medlemmer af UBVA
  17. UBVAs medlemskab af organisationer m.v.

 

2015 har været meget interessant for UBVA. Blandt vores aktiviteter i årets løb kan jeg blandt andet nævne:

 

1. Rådgivning

Det er en central UBVA-opgave at rådgive Akademiker-organisationerne og deres medlemmer om ophavsret og andre former for intellektuelle ejendomsrettigheder. I større, mere principielle sager afgives en mere formel UBVA-udtalelse af det samlede UBVA. I mere rutineprægede sager gives rådgivningen af UBVAs rådgivningsenhed, dvs. et udvalg af universitetsjurister med immaterialretlig ekspertise. I 2015 har UBVA rådgivet i flere hundrede sager.  Ifølge de tilbagemeldinger, vi har fået, er modtagerne meget glade for rådgivningen.

 

2. Retssager

Det er en vigtig del af de faglige organisationers opgaver at anlægge principielle retssager på medlemmernes vegne.

UBVA anlagde i 2014 en retssag mod Bornholms Regionskommune som mandatar for to unge arkitekter organiseret i Dansk Arkitektforbund. De havde indsendt et forslag om fornyelse af Hasle Havn til en arkitektkonkurrence udskrevet af kommunen. Så foretog kommunen et indkøb af deres projekt og betalte 25.000 kr. for det, og så gik kommunen i gang med at føre projektet ud i livet uden tilladelse fra arkitekterne. I den forbindelse valgte kommunen at overhøre en UBVA-udtalelse om, og at man ikke kan købe ophavsretten til en hel havn for 25.000 kr., og at indkøbet selvfølgelig kun vedrørte de indsendte plancher, ikke ophavsretten til projektet. Sagen rejser det principielle spørgsmål, om en konkurrenceudskriver, der foretager et indkøb af et indsendt forslag, dermed får ophavsretten til forslaget. Efter UBVAs opfattelse er svaret klart nej. Det håber vi at få rettens ord for. Der falder forhåbentlig dom i løbet af februar 2016.

 

3. Forfatternes forvaltningsselskab

Danske forfatteres interesser i ophavsretlige spørgsmål bliver varetaget af:

  • Dansk Forfatterforening (skøn- og faglitteratur)
  • Danske Skønlitterære Forfattere (skønlitteratur)
  • Dansk Journalistforbund (skøn- og faglitteratur)
  • Danske Dramatikere (dramatik),
  • Danske Jazz-, Beat- og Folkemusik Autorer (DJBFA) (sangtekster mv.)
  • Danske Populær Autorer (DPA) (sangtekster, revytekster mv.
  • Akademikerne v. UBVA (akademisk faglitteratur)

De nævnte organisationer gik i slutningen af 2014 sammen og stiftede Forfatternes Forvaltningsselskab. Selskabet skal styrke forfatternes retsstilling i forhold til forlag og medievirksomheder, herunder ved at kunne forvalte dele af forfatternes ophavsrettigheder på deres vegne.

Alle de forfatterorganisationer, der står bag Forfatternes Forvaltningsselskab, er repræsenteret i selskabets bestyrelse.

Selskabet har nu eksisteret i 1 år. I løbet af 2015 har det bl.a. fokuseret på at få aftaler med forlag om digitalisering af deres bagkataloger. Der har været tale om en tung, arbejdskrævende opgave, der har krævet mange og lange forhandlinger. Desuden har selskabet bl.a. arbejdet på at få aftaler i stand med DR, museumssektoren m.m.

Jeg er ikke i tvivl om, at Forfatternes Forvaltningsselskab vil styrke danske forfatteres retsstilling meget betydeligt og være til gavn for en lang række medlemmer af Akademiker-organisationer.

 

4. UBVAs generelle informationsindsats

UBVA åbnede i 2014 to nye informationsportaler. Den ene, www.undervislovligt.dk , informerer om de juridiske regler om e-læring. Den anden, www.forskerportalen.dk, informerer om de juridiske og etiske regler om forskning, herunder forskningsetik, ophavsretten til forskningsresultater, plagiat, universitetsansattes rettigheder til opfindelser m.m. Portalerne indeholder information både på dansk og engelsk, herunder artikler, informationsfilm, filmede interviews m.m. Vi har i 2015 fortsat arbejdet med at få udbygget portalerne. Blandt andet har vi indspillet 11 nye filmede interviews til forskerportalen om bl.a. forskningsfrihed, forskeres sikkerhed, forskning og strafferet, forskere i medierne m.m.

Desuden bestræber vi os på at udsende mindst et Nyhedsbrev fra UBVA om måneden, og på løbende at opdatere UBVAs profiler på Facebook og LinkedIn.

 

5. EU's kommende reform af europæisk ophavsret

EU-kommissionen har planer om at foretage en gennemgribende reform af den europæiske ophavsret. Reformen skal resultere i et digitalt indre marked, hvor digitale ydelser frit kan passere landegrænserne uden hindringer. Det ventes, at kommissionen i den forbindelse bl.a. vil beskæftige sig med, om der bør indføres europæiske undtagelsesregler, der gør det muligt at bruge beskyttet stof som led i undervisning og forskning uden tilladelse fra rettighedshaverne. Sagen er meget vigtig set fra en UBVA-synsvinkel. Bl.a. har vi stor interesse i, at der ikke vedtages ordninger, der truer eller medfører lukning af Copydan-systemet, som indbringer danske akademikere adskillige hundrede millioner kroner om året. Samtidig er det også vigtigt set fra en UBVA-synsvinkel, at de ophavsretlige regler om brug af værker som led i undervisning forskning moderniseres. Bl.a. er det nærliggende at argumentere for, at danske forskeres mulighed for Open Access-publicering skal styrkes.

I 2015 har UBVA gjort en meget intensiv indsats for at kommunikere de ovenstående synspunkter til Bruxelles. Arbejdet udføres på UBVAs vegne af observatør i UBVA, præsident for The International Federation of Journalists Mogens Blicher Bjerregaard.

 

6. UBVA-symposiet om Forskningsfrihed, undervisningsfrihed, ytringsfrihed

Det årlige UBVA-symposium blev holdt den 5. november 2015 i Københavns Universitets festsal. Symposiets titel var Forskningsfrihed, undervisningsfrihed, ytringsfrihed. Symposiet fokuserede på en række problematiske situationer, hvor undervisere og forskere hindres i at sige, skrive og mene, hvad de vil. Bl.a. kom vi ind på, i hvilket omfang undervisningsinstitutioner kan sætte sig på de ansattes ophavsret til forskning og undervisning. Desuden belyste symposiet det væsentlige og beklagelige problem, at universiteter, der leverer betalte undersøgelser til offentlige myndigheder mv., tit skriver under på kontrakter, der overfører alt, hvad der kan krybe og gå af rettigheder, til de pågældende myndigheder, og samtidig pålægger universiteterne og forskerne en ekstremt vidtgående, evigtvarende tavshedspligt.

I sin åbningstale på symposiet henledte Akademikernes formand Finn R. Larsen blandt andet opmærksomheden på, at:

ytringsfriheden er [] fundamentet for de intellektuelle ejendomsrettigheder. De giver ikke mening uden ytringsfriheden. I tilbagestående samfund uden ytringsfrihed har man ingen veludviklede intellektuelle ejendomsrettigheder. Det er der ingen grund til at have. Men i veludviklede samfund spiller ytringsfriheden og de intellektuelle ejendomsrettigheder sammen. Det skaber grobund for vækst og innovation. Vi får bøger, forskning, opfindelser, medicin, mikrochips. Det får vi kun, hvis vi har velfungerende intellektuelle ejendomsrettigheder. Og det får vi kun, hvis vi har ytringsfrihed. Uden den er der ingen bøger, ingen artikler, ingen forskning af høj kvalitet.[]

Skal undervisere aflevere deres ophavsrettigheder ved kasse 1 til deres uddannelsesinstitutioner?

Skal vi lukke forlagene og overlade det til uddannelsesinstitutionerne at udgive lærebøgerne?

Skal vi se passivt til, mens universiteterne og erhvervslivet laver aftaler, der giver forskerne mundkurv på for tid og evighed? []

Hvordan skal man som forsker kommunikere med pressen? Og hvordan håndterer vi den situation, at forskere, der udtrykker sig lidt bramfrit i medierne, systematisk bliver kaldt nedladende øgenavne på landsdækkende tv af toppolitikere, der ikke kan lide det forskeren siger?

Og kan man drive historieforskning, hvis man bliver dømt for injurier, hvis man gentager hvad der står sort på hvidt i de offentlige myndigheders arkiver?

Symposiet er tilgængeligt som web-tv på www.ubva.dk fra begyndelsen af 2016. Desuden blev der under symposiet optaget en række interviews, der snarest vil blive lagt på UBVAs informationshjemmeside www.forskerportalen.dk

 

7. Kurser

UBVA har i 2015 holdt 21 heldagskurser rettet mod bl.a. sagsbehandlere i Akademiker-organisationer, forskere og undervisere, AC-tillidsrepræsentanter, biblioteksfolk, arkitekter og designere m.fl. Ud over vores Grundlæggende kursus i ophavsret har vi holdt kurser om Undervisning og jura i samarbejde med Gymnasieskolernes Lærerforening, Immaterialret for arkitekter og designere i samarbejde med Forbundet Arkitekter og Designere (tidligere Arkitektforbundet), Ophavsret for biblioteker og biblioteksfolk i samarbejde med Bibliotekarforbundet og Ophavsret for forfattere i samarbejde med Dansk Forfatterforening, Dansk Journalistforbund og Danske Skønlitterære Forfattere. Desuden har vi holdt kurser om Immaterialret for iværksættere, som bl.a. har tiltrukket medlemmer af IDA, og om Forskning, etik og jura, rettet mod ansatte inden for forskningssektoren.

Vi har oplevet en særdeles stor interesse for kurserne og fået meget positive tilbagemeldinger fra deltagerne. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at kurserne opfylder et stort behov hos Akademiker-organisationernes medlemmer. Den bedste måde at hjælpe medlemmerne på, når det kommer til deres intellektuelle ejendomsrettigheder, er at klæde dem på, så de selv forstår deres retsstilling. Viden er magt. Også når det handler om jura. 

 

8. Folkemødet på Bornholm

UBVA holdt tre arrangementer på Folkemødet på Bornholm 2015. Emnerne var følgende:

Ophavsretten i en digital tidsalder. Må brugerne nok?

Nogle mener, at ophavsretten lægger for mange begrænsninger på, hvad man må, når man bruger film, musik og bøger på internettet. Andre mener, at reglerne er, som de skal være, og at det derimod er et problem, at de ikke håndhæves hårdt nok. Hvem har ret? Må brugerne nok, eller må de alt for meget? Deltagere:

  • Advokat Martin v. Haller Grønbæk
  • Advokat Peter Schønning
  • Studiechef, medlem af UBVA Kim Kusk Mortensen
  • Underdirektør i Gramex Thomas Maegaard Dyekjær
  • Formand for Dansk Musikerforbund Anders Laursen
  • Direktør i forlaget Peoplegroup Jan Degner
  • Direktør i Rettighedsalliancen Maria Fredenslund
  • Formand for Dansk Artist Forbund Lena Brostrøm Dideriksen

Ophavsretten og bibliotekerne. En soltrålehistorie?

Biblioteker kan kun udlåne e-bøger med tilladelse fra forfattere og forlag. De skal også give tilladelse, hvis bibliotekerne vil digitalisere deres samlinger og lægge dem på nettet. Det skaber betydelig frustration i bibliotekssektoren. Har rettighedshaverne for meget magt? Er reglerne optimale? Og må bibliotekerne nok? Deltagere:

  • Nationalbibliotekschef Pernille Drost
  • Direktør i Forlæggerforeningen Christine Bødtcher-Hansen
  • Sektionschef, medlem af UBVA Jens Dam
  • Formand for Bibliotekarforbundet Tine Jørgensen
  • Direktør i Forfatternes Forvaltningsselskab Stig v. Hielmcrone
  • Direktør i Copydan Tekst & Node Anders Kristian Rasch

Forskningsetik og retssikkerhed

Forskere skal overholde principper om god videnskabelig praksis. Hvis de træder ved siden af, kan det medføre alvorlige sanktioner, herunder kritik fra Udvalgene vedr. Videnskabelig Uredelighed. Den slags kan smadre folks karriere, og det er derfor vigtigt, at systemet indrettes på en måde, der giver forskerne optimal retssikkerhed. Lykkes det, som reglerne er nu? Eller er der plads til forbedring? Deltagere:

  • Professor Bente Klarlund
  • Professor, medlem af UBVA Mogens Holst Nissen
  • Uddannelseschef, medlem af UBVA Kim Kusk Mortensen
  • Ph.d.-stipendiat Birgitte Krejsager
  • Leder af UBVA-sekretariatet Henrik Faursby Ahlers
  • UBVAs formand Morten Rosenmeier

Arrangementerne blev filmet og ligger som web-tv på ubva.dk.

Mange af UBVAs medlemmer var med på folkemødet og gjorde en stor indsats for at få det hele til at køre. Hertil kom, at turen til Bornholm også var en stor og god oplevelse på det sociale plan. Jeg glæder mig meget til folkemødet 2016.

 

9. UBVAs temadag

Den årlige UBVA-temadag, henvendt til medlemmer af UBVA og UBVA-S og udvalgte gæster, blev holdt på Moesgaard Museum ved Århus. Temaet var Forskningsfrihed, ytringsfrihed og forskerettigheder.

Indledningsvis holdt team coordinator v. DEFF, medlem af UBVA Dyveke Sijm et ildevarslende men ikke desto mindre spændende oplæg om The Dark Side of Open Access. Oplægget fokuserede på den overraskende kendsgerning, at Open Access har udviklet sig til en guldrandet forretning for de tidsskriftsforlag, hvis abonnementer Open Access-bevægelsen har til formål at nedbringe. Så holdt studielektor, ph.d.-stipendiat Birgitte Krejsager, Aalborg Universitet, et fint oplæg om Beskyttelsen af forskningsresultater, aktindsigt og tavshedspligt. Derefter var der et interessant oplæg fra professor em. Heine Andersen om Akademisk frihed og det modsatte, med afsæt i den hvidbog om forskningsfrihed, som Heine Andersen er ved at udarbejde med støtte fra bl.a. UBVA. Endelig kiggede direktør i Forfatternes Forvaltningsselskab Stig von Hielmcrone i krystalkuglen i et udmærket oplæg med overskriften Forskerne, ophavsretten, fremtiden.

Vi havde en god og interessant dag, som satte mange tanker i gang hos os.

Flere af de emner, temadagen handlede om, uddybes på www.forskerportalen.dk og på UBVAs 2015-symposium, der kommer som web-tv på www.ubva.dk i begyndelsen af 2016.

 

10. Gå-hjem-møder, konferencer o.l.

UBVA har i årets løb været repræsenteret på en række konferencer og informationsmøder m.m. Vi har bl.a. forklaret om UBVAs informationsarbejde, ophavsret til undervisningsmateriale, juridiske problemer forbundet med e-læring mv.

 

11. Det XV nordiske ophavsretssymposium

Det XV nordiske ophavsretssymposium blev holdt 6.-8. maj i Reykjavik under titlen Nordic Copyright in a Cross-border Virtual World: The Future of National and Regional Copyright within Europe.

Symposiet fokuserede på en række situationer, hvor de ophavsretlige regler sættes på prøve at den digitale udvikling, herunder i forbindelse med brug af beskyttet stof på internettet. Der var bl.a. oplæg om ophavsretsspørgsmål i forbindelse med linking på nettet, internetudbyderes ansvar for kundernes ophavsretskrænkelser, de ophavsretlige undtagelser i en EU-retlig kontekst og de virkninger, som direktivet om kollektiv forvaltning vil få for de nordiske ophavsretsorganisationer.

Alle emner har stor betydning for Akademikerne/UBVA, og vi deltog mange fra UBVA på symposiet. Der var tale om et interessant, informationsmættet arrangement. Også på det sociale plan var symposiet en succes.

 

12. TV- og radiomedarbejderlegatet

UBVA har igen i år uddelt ca. en halv million kroner under TV- og radiomedarbejderlegatet i samarbejde med Dansk Magisterforening. Legatet blev uddelt ved en festlig reception i foreningens lokaler. Der var taler ved DMs nye formand Camilla Gregersen og min ringhed. Pga. EU-direktivet om kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder vil vi for fremtiden i vidt omfang skulle udbetale vores Copydan-penge direkte til de akademiske eksperter m.fl., hvis værker er blevet brugt i radio og tv, i stedet for at uddele pengene som legat. Selvom det derfor er sidste gang, at vi kan uddele radio/TV-medarbejderlegatet, håber jeg, at vi også i fremtiden vil kunne festligholde udbetalingen af Copydan-pengene i samarbejde med DM.

 

13. UBVAs rettighedshaverpulje

Akademikere, der i deres egenskab af eksperter eller akademiske forfattere har leveret ophavsretligt beskyttede bidrag til radio- og tv-udsendelser, kan søge om midler fra UBVAs rettighedshaverpulje. Se nærmere www.ubva.dk under Legater, underpunktet UBVAs rettighedshaverpulje. Udbetalingen af penge for 2015 vil ske efter beslutning på UBVAs decembermøde.

 

14. UBVAs ph.d.-projekt om ophavsret og ytringsfrihed

Forholdet mellem ophavsret og ytringsfrihed er et af de vigtigste og mest aktuelle emner inden for ophavsretten. Før i tiden gik man ud fra, at ytringsfrihedshensyn var ophavsretten uvedkommende. I den sammenhæng henviste man til, at ophavsretten er en lovlig undtagelse til ytringsfriheden, og at ophavsretten allerede har taget hensyn til ytringsfriheden ved sine regler om, at det er tilladt at citere og referere fra værker. Men i de seneste 15-20 år har den stigende fokus på grundrettigheder betydet, at ophavsretten og ytringsfriheden er kommet på kollisionskurs. Der er bl.a. en række nyere domme, der tillægger ytringsfriheden betydning på ophavsrettens bekostning, herunder i Danmark, Sverige, Norge, Østrig, Schweiz, Tyskland, England og USA. 

 

For at få klarlagt forholdet mellem ophavsret og ytringsfrihed har UBVA i 2013, sammen med Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, medfinansieret et ph.d.-stipendium om forholdet mellem ophavsretten og ytringsfriheden. Stipendiet er gået til Pernille Bruun Andersen. Hendes projekt er i 2015 skredet planmæssigt fremad.

 

15. Vejledende aftale vedr. ErhvervsPhD-kandidaters rettigheder mv.

Den såkaldte erhvervsPhD-ordning giver mulighed for, at en erhvervsPhD-kandidat kan ansættes af en virksomhed i et treårigt forløb med tilskud fra Innovationsfonden, samtidig med, at han eller hun er indskrevet som ph.d.-studerende ved et universitet. I den forbindelse skal der indgås en aftale mellem virksomheden og ErhvervsPhD-kandidaten, hvor der bl.a. tages stilling til ErhvervsPhD-kandidatens rettigheder og fortrolighedsforpligtelser i forhold til virksomheden. I praksis resulterer det ofte i aftaler, der overfører erhvervsPhD-kandidatens rettigheder til virksomheden i meget stort omfang, eller som pålægger erhvervsPhD-kandidaten meget vidtgående pligter til hemmeligholdelse.

UBVA har i 2015 lavet en rapport, der redegør for de overvejelser, som man efter UBVAs opfattelse bør gøre sig, når virksomheder og ErhvervsPhD-kandidater indgår aftaler om de sidstnævntes rettigheder og hemmeligholdelsespligter. Rapporten afsluttes med UBVAs forslag til, hvordan den slags aftaler bør formuleres.

Rapporten ligger på www.ubva.dk under Vejledende aftaler, og kan også hentes via artiklen om erhvervsPhD-kandidater på www.forskerportalen.dk

 

16. Medlemmer af UBVA

UBVA har i 2015 fået et nyt medlem, prodekan, professor, dr.med. Lise Wogensen Bach. Hun repræsenterer lægeforeningen sammen med Mogens Holst Nissen. Udvalget og jeg er meget glade for at have fået Lise med.

 

17. UBVAs medlemskab af organisationer mv.

UBVA er repræsenteret i Copydan Tekst & Nodes bestyrelse, Copydan Verdens-TV, Copydan Arkiv, Forfatternes Forvaltningsselskabs bestyrelse, Ophavsret Danmark, Samrådet for Ophavsret, RettighedsAlliancen og Dansk Selskab for Ophavsret m.m. Vi har i årets løb deltaget i mange gode møder.

Jeg synes godt, vi kan være stolte af den indsats, vi har gjort i årets løb.

Jeg glæder mig meget til 2016.

 

M.R.