Formandens årsberetning 2012

Set gennem UBVA-briller har 2012 været et godt år. Blandt de ting, UBVA har lavet i årets løb, kan man nævne:

 

Symposium 2012

Årets UBVA-symposium blev holdt den 8. november i Københavns Universitets festsal. Symposiet drejede sig om De ophavsretlige organisationer. De har en enorm betydning i samfundet, kulturelt og økonomisk.

Symposiet behandlede blandt andet emner som: Hvor mange penge går der gennem organisationerne? Hvor godt synes ophavsmændene, at organisationerne arbejder for dem? Hvordan ligger det med organisationerne og konkurrenceretten? Hvordan ser organisationerne ud fra en brugersynsvinkel? Og gør organisationerne det let at være lovlig, eller kan noget gøres bedre?   Der var 23 oplægsholdere. Vi fra UBVA var på podiet 6 gange i løbet af dagen. Andre UBVA-medlemmer gjorde sig vægtigt gældende fra tilhørerpladserne. Der var mange gode diskussioner og indlæg. Det hele blev ledet af Line Gertsen fra TV-Avisen.   Der var et sted mellem 200 og 250 tilhørere i salen. Symposiet blev filmet og offentliggøres på www.ubva.dk i starten af 2013.      Kurser UBVA har i 2012 holdt de faste kurser i ophavsret rettet mod bl.a. sagsbehandlere i AC-organisationer, lærere ved universiteter og andre læreanstalter, tillidsrepræsentanter m.fl. Grundkurserne har handlet om emnerne hvad indebærer ophavsretten, sanktioner over for ophavsretskrænkelser, ophavsret i ansættelsesforhold og forholdet mellem ophavs- og ansættelsesret. De udvidede kurser er gået i dybden med ophavsretskontrakter, open access og creative commons, databasebeskyttelse, juridiske problemer forbundet med e-læring og løsning af ophavsretstvister ved mediation. Vi har desuden holdt specialkurser om Ophavsret for biblioteker i samarbejde med Bibliotekarforbundet og Danmarks Forskningsbiblioteksforening og om Ophavsret for forfattere i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Dansk Journalistforbund. Vi har også holdt kurser om brug af video i undervisningen i samarbejde med UNI-C. Vi har oplevet en særdeles stor interesse for kurserne og fået meget gode evalueringer fra deltagerne. Der er ingen tvivl om, at kurserne opfylder et stort behov hos AC-organisationernes medlemmer. Den bedste måde at hjælpe medlemmerne på, når det kommer til ophavsret, er at klæde dem på, så de selv forstår deres rettigheder. Viden er magt. Også når det handler om ophavsret. 

 

Gå-hjem-møder, konferencer o.l.

UBVA har i årets løb været repræsenteret på en række konferencer, informationsmøder m.m. Vi har bl.a. forklaret om UBVAs informationsarbejde, ophavsret til undervisningsmateriale, juridiske problemer forbundet med e-læring, ophavsretlige udfordringer for bibliotekssektoren mv. Og vi har mødt mange tiltalende mennesker og haft interessante diskussioner med dem.

 

TV- og radiomedarbejderlegatet

UBVA har i 2012 uddelt 510.000 kr. under TV- og radiomedarbejderlegatet i samarbejde med Dansk Magisterforening. Legatet blev uddelt ved en festlig reception i foreningens lokaler. Der var taler ved DMs fortrinlige formand og undertegnede. Det var et fint arrangement. Jeg glæder mig til at gentage det.

 

UBVAs temadag

Den årlige UBVA-temadag for medlemmer af UBVA og UBVA-S blev holdt i Aros i Århus. Først holdt adj. professor Jørgen Blomqvist foredrag om Immaterialretten og internettet. Så hørte vi ph.d.-stipendiat Torsten Bjørn Larsen fortælle om ophavsretten og de sociale internettjenester. Så holdt lektor Charlotte Bagger foredrag om Internettet og persondatabeskyttelse. Og afslutningsvis hørte vi et foredrag om Digital distribution i nutid og fremtid, holdt af civilingeniør Michael Ahlers og ph.d.-stipendiat Søren Bøg. Der var en god diskussion efter de forskellige indlæg. Og der var tale om et vellykket, informationsmættet arrangement. 

 

Andre foredrag mv.

Det sker tit, at nogle af UBVAs venner besøger os og holder foredrag i forbindelse med de almindelige møder i udvalget. I år har vi haft besøg af juridisk konsulent Lone Amtrup fra Dansk Journalistforbund, der fortalte om ophavsret for journalister og forfattere. Desuden har Maria Fredenslund og Mikala Poulsen fra Rettighedsalliancen fortalt om dens arbejde. Og Forlæggerforeningens direktør Christine Bødtcher-Hansen har forklaret om foreningens indsats for at håndhæve forlagenes ophavsrettigheder.

 

Det XIV Nordiske Ophavsretssymposium

Dansk Selskab for Ophavsret, som UBVA har været medlem af i mange år, var i maj måned vært ved det 14. nordiske ophavsretssymposium. Det blev holdt på Hotel Marienlyst i Helsingør, med udflugter til Louisiana og Årstidernes Gård. Der var indlæg om mange emner af interesse for UBVA, herunder ophavsretlige problemer med forældreløse værker, den nordiske aftalelicensmodel m.m. Ophavsrets-organisations­folk fra hele Norden var samlet. UBVA var den nordiske organisation, der havde flest medlemmer med.

 

Rapport med Rettighedsalliancen 

UBVA og Rettighedsalliancen har i 2012 begyndt på en fælles undersøgelse om Unge og ophavsret. Det er tanken, at den skal munde ud i en fælles, trykt rapport.

Der sker enormt mange krænkelser af ophavsretten på internettet. Det handler ikke kun om musik og film, men også om e-bøger. Mange af krænkelserne begås af unge. Hvis vi vil løse problemerne, er det derfor afgørende vigtigt at forstå, hvordan de tænker.   Undersøgelsen fokuserer på det grundspørgsmål, hvordan man gør det lettest at være lovlig på internettet, set fra de unges synsvinkel. På baggrund af gruppeinterviews og spørgeskemaundersøgelsen belyser rapporten bl.a.: I hvilket omfang ved de unge, hvilke internettjenester der er lovlige, og hvilke der er ulovlige? I hvilket omfang ved de unge, hvad der sker, hvis man bruger værker ulovlig? Og hvilken indflydelse har dialog og positiv kommunikation på brugernes adfærd?

Rapporten tegner rigtig godt. Den rapport, den skal resultere i, vil være færdig i begyndelsen af 2013.   

 

DSE-messe i Ålborg 

I oktober var UBVA repræsenteret på den såkaldte DSE-messe i Ålborg, arrangeret af De studerendes erhvervskontakt. Messen henvender sig til ingeniørstuderende ved Aalborg Universitet og varer i to dage. Vor stand var permanent bemandet af formanden, sekretæren og ph.d.-stipendiat Torsten Bjørn Larsen, kyndigt assisteret af Simon Rosenmeier, der havde fået fri fra skole. Vi uddelte flere hundrede USB-nøgler og UBVA-foldere til de studerende, som til gengæld besvarede spørgeskemaer til brug ved den rapport, vi er ved at lave med Rettighedsalliancen. Man kunne, hvis man udfyldte skemaerne, vinde en iPhone. Vinderen, et håbefuldt ungt menneske, er udtrukket.

 

UBVAs medlemskab af foreninger mv. 

UBVA er repræsenteret Copydan Tekst & Nodes bestyrelse, Copydan Kabel-TV, Copydan Arkiv, Forfatternes Task Force, Ophavsret Danmark, Samrådet for Ophavsret, Rettighedsalliancen m.m. Vi har i årets løb deltaget i mange gode møder.

 

Afslutning

Ved siden af de aktiviteter, der er nævnt ovenfor, har UBVA rådgivet medlemmer af AC-organisationer i en lang række enkeltsager m.m.

Efter min mening kan vi godt tillade os at være tilfredse med den indsats, vi har gjort i årets løb.   Jeg ser meget frem til 2013.   

 

M.R.