Formandens årsberetning for 2010

2010 har været travlt, men interessant. Blandt udvalgets aktiviteter i 2010 kan nævnes:

 

Symposium 2010

Årets UBVA-symposium blev holdt den 4. november i Dansk Design Center. Det var arrangeret i samarbejde med Center for Informations- og Innovationsret (CIIR) og Center for Retskulturelle Studier (CRS) under Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Symposiet hed Skal ophavsretten afskaffes?. Det handlede om de udfordringer, ophavsretten står over for. Den stammer fra en tid, hvor verden var analog. Men den skal fungere i en digital virkelighed, hvor almindelige mennesker selv kan kopiere alting nemt og billigt fra internettet. Det er ganske vist ulovligt. Men folk gør det alligevel. Skal vi lukke for deres internetforbindelse, når de ikke kan opføre sig ordentligt på nettet? Skal vi have strengere straffe for ophavsretskrænkelser? Bedre Copydan-aftaler og andre kollektiviseringstiltag? Eller er problemet i virkeligheden, at tiden er løbet fra ophavsretten, og at den må forny sig for at følge med? Det var nogle af de spørgsmål, vi prøvede at belyse på symposiet. Det blev, som de tidligere UBVA-symposier, filmet og ligger nu som web-tv på www.ubva.dk. Jeg håber, mange vil lægge vejen forbi.

 

Kurser

UBVA har i en årrække holdt gratis kurser i ophavsret rettet mod bl.a. sagsbehandlere i AC-organisationer, lærere ved universiteter og andre læreanstalter, tillidsrepræsentanter m.fl. I 2009 har der været holdt 6 grundkurser og 6 udvidede kurser i København og Århus. Grundkurserne har handlet om emnerne hvad indebærer ophavsretten, sanktioner over for ophavsretskrænkelser, ophavsret i ansættelsesforhold og forholdet mellem ophavs- og ansættelsesret. De udvidede kurser er gået i dybden med emnerne ophavsretskontrakter, open access og creative commons, databasebeskyttelse, juridiske problemer forbundet med e-læring og løsning af ophavsretstvister ved mediation. Vi har oplevet en særdeles stor interesse for kurserne og fået meget gode evalueringer fra deltagerne. Det er efter min mening tydeligt, at kurserne opfylder et reelt behov hos AC-organisationernes medlemmer. Jeg håber derfor, at vi kan udbyde 12 kurser igen i 2011.

 

Gå-hjem-møder

UBVA har, i lighed med tidligere år, holdt en række gå-hjem-møder ved danske uddannelsesinstitutioner i 2010. I samarbejde med Handelsskolernes Lærerforening har vi besøgt Vejle Handelsskole, Ålborg Handelsskole og Niels Brock Handelsskole. Desuden har vi holdt foredrag og møder mv. for Center for sammenhængende forløb, for Professionshøjskolen UCC samt for en række tillidsrepræsentanter fra Uddannelsesforbundet. Temaet på gå-hjem-møderne har bl.a. været, hvilke rettigheder undervisere har til undervisningsmateriale, og i hvilket omfang det tilhører dem eller ledelsen. Desuden har vi forklaret om underviseres ret i forbindelse med webcast, og om juridiske problemer forbundet med e-læring m.m.

 

UBVA-rapporten om Unge akademikere og ophavsretten i en digital tidsalder

UBVA udgav i 2010 den ovenstående rapport. Rapporten, der er skrevet til UBVA af Jakob Sudhakar Thommesen, bygger på interviews og spørgeskemaundersøgelser med en række unge akademikere. De forklarer bl.a., hvad de mener om ophavsretten, og i hvilket omfang de bryder den. Der kommer mange artige detaljer frem i den sammenhæng. Rapporten fik, da den udkom, omtale i pressen og dannede også udgangspunkt for vigtige diskussioner på UBVA-symposiet den 4. november. Jeg mener, at udgivelse af UBVA-rapporter er en god måde at komme ud over rampen på, når vi gerne vil sætte de spørgsmål, vi arbejder med, til debat. Jeg håber derfor ikke, rapporten bliver den sidste af sin slags.

 

Nye medlemmer af UBVA

UBVA har i år fået en række nye medlemmer: Jens Dam (Bibliotekarforbundet), Pernille Drost (formand for samme), Henning Lahrmann (Danske Officerer), Thomas Reinholdt Rasmussen (Den danske Præsteforening), Ginny Rhodes (formand for Foreningen af Kliniske Diætister) og Henrik Wulff Christensen (Dansk Kiropraktor Forening). Vi ser frem til godt samarbejde.

 

Den røde sofa

I min egenskab af formand for UBVA blev jeg den 28. april interviewet til Dansk Forfatterforenings netradioprogram »Den røde sofa«. Jeg forklarede bl.a. om UBVAs arbejde, juridiske problemer forbundet med e-læring m.m. Man kan høre udsendelsen her.

 

TV- og radiomedarbejderlegatet

UBVA har i 2010 uddelt 500.000 kr. under TV- og radiomedarbejderlegatet og som altid overladt de administrative detaljer til Dansk Magisterforening. Men i modsætning til tidligere år, hvor uddelingen var et formelt anliggende, der foregik i al stilhed, skete årets uddeling ved en festlig reception i den nævnte udmærkede forenings lokaler. Der var pressedækning og taler ved DMs formand og undertegnede. Det var et godt arrangement. Jeg og DM håber, at vi kan gøre noget lignende for fremtiden.

 

Forskningsnettet.dk/jura

Vi har i år lavet en række nye film og artikler til UBVAs og Forskningsnettets portal om »E-læring og jura« på www.forskningsnettet.dk/jura. De har handlet om Open access og creative commons, om sanktioner over for ulovlig e-læring og om studerendes rettigheder. Desuden har vi fået oversat de artikler, der ligger på siden, til engelsk, af hensyn til undervisere, der ikke kan dansk. E-læring og jura-portalen er den mest populære afdeling af www.forskningsnettet.dk og besøges løbende af et meget stort antal brugere. I 2010 har Forskningsnettet imidlertid besluttet at omstrukturere sine aktiviteter, og i fremtiden vil de kun koncentrere sig om at levere rent tekniske internetløsninger. Derimod lukker de alle andre tiltag, og E-læring og jura-portalen nedlægges derfor fra begyndelsen af 2011. UNI-C og Forskningsnettet foreslår imidlertid, at UBVA i stedet lader portalen genopstå hos UNI-C, som Forskningsnettet hører under. Efter min mening vil en flytning til UNI-Cs hjemmeside være særdeles fordelagtig set fra et UBVA-synspunkt, og gøre det muligt for os at nå ud til et endnu større publikum, end vi gør nu. På UBVAs møde i december vil jeg derfor indstille til UBVA, at vi flytter E-læring og jura-portalen til UNI-Cs hjemmeside.

 

UBVAs temadag

Den årlige UBVA-temadag for medlemmer af UBVA og UBVA-S blev holdt på Gl. Avernæs på Fyn. Vi hørte om Open Access og den bibliometriske forskningsindikator - erfaringer fra CBS (chefkonsulent Leif Hansen, CBS), Gyldendal og google-books-projektet (forlagschef Cliff Hansen, Gyldendal Digital) og Bekæmpelse af piratkopiering på nettet - de seneste tendenser (adjunkt, ph.d. Clement Salung Petersen, KU). Ud over medlemmerne af UBVA og UBVA-S havde vi besøg af en række samarbejdsparterne, herunder repræsentanter for følgegruppen for E-læring og jura-portalen. Der var en god diskussion efter de forskellige indlæg, og der var tale om et vellykket, informationsmættet arrangement.

 

Open access

Den danske regering har tiltrådt Ministerrådets konklusioner om videnskabelig information i den digitale tidsalder. Efter bemyndigelse fra Forsknings- og innovationsstyrelsen er der på den baggrund nedsat en arbejdsgruppe under Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek, der skal sørge for implementering af »open access«- ordninger ved de danske universiteter. Gruppen har i år udgivet en foreløbig rapport med anbefalinger og arbejder i øjeblikket på den videre implementering. Jeg deltager i gruppen som repræsentant for UBVA for at varetage forskernes ophavsretsinteresser i sagen.

 

Ny udgave af ophavsret for begyndere

2. udgave af UBVAs informationsbog »Ophavsret for begyndere« udkommer i begyndelsen af december. Den vil bl.a. ligge gratis til download på www.ubva.dk og på E-læring og jura-portalen. Desuden vil man kunne få den som papirbog.

 

Ophavsretten i krise

Antologien »Ophavsretten i krise«, redigeret af Stina Teilmann og mig, er også færdig og indleveret til forlaget. Den vil kunne downloades fra UBVAs hjemmeside, og også være klar som papirbog, i begyndelsen af det nye år.

 

Afslutning

Ved siden af de aktiviteter, der er nævnt ovenfor, har UBVA deltaget i arbejdet i Copydans bestyrelse og rådgivet medlemmer af AC-organisationer i en lang række enkeltsager m.m.

Efter min mening kan vi godt tillade os at være stolte af den indsats, vi har gjort i årets løb.

 

Jeg ser meget frem til 2011. M.R.