»Ophavsret for begyndere«
Det er en vigtig UBVA-opgave at informere den akademiske verden om immaterialretlige,
herunder ophavsretlige spørgsmål. Det er i den forbindelse væsentligt, at vores information er passende brugervenlig, så man ikke behøver være jurist for at forstå den. I 2007 har vi forsøgt at løfte denne opgave ved at udgive min bog »Ophavsret for begyndere. En bog til ikke-jurister«, der udover at kunne købes i papirform kan downloades gratis fra www.ubva.dk. Det glæder mig at kunne sige, at jeg har modtaget en række positive tilbagemeldinger om den fra medlemmer af ACorganisationer.
Plagiat-symposiet
Den 22. november afholdt vi UBVAs symposium om plagiat. Der var både veloplagte oplægsholdere og gode efterfølgende diskussioner, og det er efter min mening tydeligt, at symposieformen er hensigtsmæssig, hvis vores information om ophavsret m.m. skal ud over rampen til en bredere offentlighed. Jeg håber derfor ikke, det bliver det sidste symposium, vi holder, og ser frem til at drøfte det med UBVA. Et symposium arrangerer imidlertid ikke sig selv, og at plagiatsymposiet blev til noget skyldes en enorm arbejdsindsats fra sekretariatets side. Vi skylder chefkonsulent Henrik Ahlers og sekretær Anne-Marie Ebert stor tak for det.
Prisopgaverne
UBVAs stort anlagte prisopgaver var derimod ingen succes. Der indkom kun 4 afhandlinger, og ifølge det bedømmelsesudvalg, der var nedsat for at bedømme dem, kunne ingen af dem præmieres. Det er i øjeblikket en almindelig holdning i UBVA, at prisopgaven ikke skal genopslås.
Afslutning
I 2007 har UBVA i øvrigt behandlet en række enkeltsager, ligesom vi har afholdt et kursus om patentrettigheder, og nogle gå-hjem-møder om ophavsret mv. Vi har desuden, som altid, rådgivet en række medlemmer af AC-organisationer om ophavsret.
Jeg har i 2007 været meget glad for UBVA-arbejdet. Det gælder ikke mindst det løbende samarbejde med Henrik, Anne-Marie, AC og UBVAs samarbejdspartnere, samt møderne med UBVA. Ophavsretten betyder mere og mere i det moderne samfund, og jeg mener, vi har varetaget den akademiske verdens ophavsretlige interesser på en god måde i 2007.
Jeg takker for samarbejdet og ser frem til 2008.
M.R.